38 / 73
gen anden nulevende«. Men tillige var han en for?
underlig ydmyg Kristen, en af de stille i Landet,
ren af H je rte t. For de forskelligste Mennesker var
han en Ven og H jæ lper i Nød. H an elskede Mis?
sionen, dens Hus og Gerning, især dens Boghan?
del. Ganske vist kunde det virke en Smule ejen?
dommeligt at høre ham forsikre, at det allerbedste
var, om der i et A a rstid eller to ikke blev ho ld t et
eneste Møde! Men det var kun et stæ rk t U d tryk
for, at det gjaldt for os alle at
leve Kristus
frem?
for at tale saa meget om ham. Ligesaa gjorde han
som Boghandler en re t pudsig Figur, naar han i
sin store Redelighed og personlige Omhu for sine
Kunder kunde sige, at
den
Bog skulde de virkelig
ikke købe, for den duede ikke — og den næste
heller ikke — og den næste ligesaa! H an und te os
det saa godt. Der blev tom t i Bethesda efter ham.
Bestyrelsesværelset
i Bethesda havde jeg næ r
glemt — Centrum i Centralen. Om Væggene dér
kunde tale! De kunde fortælle om vigtige Raad?
slagninger og Beslutninger, om T roens Mod over?
for nye Fremstød, om mangen velsignet Bedestund.
Men naturligvis ogsaa om mangt et Misgreb og
megen Synd. Om mangen Holmgang, hvor Udvalg
og Komiteer var oppe i O rd strid baade om Kej?
serens Skæg og vo rt eget lille Jeg. M idt under alt
dette stod
Frimodts
hvide M armorbuste derinde.
Hans ædle T ræ k virkede manende og revsende.
Over ham og hans Færd var der noget storsindet;
han fo rtab te sig ikke i det smaatskaarne. Gid no?
get af
hans
A and altid maa hvile over Bethesda!
*
3 4