11 / 386
F r ede r i k den Sjette.
Den 3dje Decem ber 1880.
D
engang lians milde Øjne lukked
I Døden sig,
Og hele Folket græd for ham og sukked
Som før engang ved Baldurs Lig, —
Da kom den nye Tid,
Og, skjøndt endnu et Barn i Svøbet,
Saa kæmpestærk og rustet ud til Strid
Bev Alt den liied i Sejersløbet.
Dog medens trindtom nu af Alle hyldes
Den Tid, der kom,
Kan stundom end de gamle Øjne fyldes
Af Graad ved Tanken om
Hin underligt-naive Tid,
Hint sjette FredTiks Regimente,
Hin Drot, saa barsk og dog saa blid,
Han, „som alene vidste“, hvad os tjente.
Da lyder atter Mejselklangen
Til os i Nord
F ra Tibrens Bredder; tusindstemmigt Sangen
Den svarer med sit Nattergalekor;
Og henrykt Øjet ser igjen
Det Firmament af lyse Stjerner,
De Store, vi ha r elsket, men
F ra hvem den nyhedslystne Hob sig fjerner.
Dog det er Drømme! — Arhejdsklokken ringer
Og vækker os paany;
Den nye Tid sin friske Luftning bringer,
Det gjærer i det unge Morgengry,
Og hvorhen Øjet ser,
Sig Kræfter trindtom røre,
Bestandig ny’, bestandig fler og fler —
Gid til Velsignelse det føre!
H. P. HOLST.