283 / 710
1898.
228
3 Sept. Sogn, da han den 2den November f. A . ankom her til
Staden paa et Besøg, men at han straks efter sin A n
komst blev ramt af et U lykkestilfælde, som foranledigede,
at han samme D ag maatte indlægges paa Hospitalet.
I denne Anledning skulde man til Efterretning og
videre fornøden Bekendtgørelse tjenstligst melde, at det
vel i Fattiglovens § 27, der handler om hjemløse træn
gendes Forsørgelsessted, hedder, at en saadan Person
skal forsørges af den Kommune, hvor han „befindes
trængende“, men at disse Ord maa forstaas under
Hensyntagen til den i umiddelbar Forbindelse dermed
givne Bestemmelse om, at det er den Kommune, hvor
Forsørgeren „har Ophold“, som har at forsørge de af
ham afhængige Personer (Bipersoner). Y ed denne B e
stemmelse tilsigtes det, at Hovedpersonen og Bipersonen
— selv om de ikke opholde sig i samme Kommune —
skulle have fælles Forsørgelsessted, og da der med H oved
personens „Ophold“ maa forstaas hans faste Ophold, vil
heraf følge, at man ikke ubetinget kan henføre H oved
personens Forsørgelsessted til den Kommune, hvor han
i Ø jeblikket befindes trængende, uden Hensyn til, at han
— som i det foreliggende T ilfæ lde — maatte have sit
Hjem sted eller faste Ophold i en anden Kommune. D en
Kommune, hvor han befindes trængende, maa vel træde
til og træffe fornøden Foranstaltning til Trangens A f
hjælpning, men saafremt han har Hjemsted andetsteds,
maa Kommunen have Krav paa Hefusion fra H jem steds
kommunen.
M inisteriet maa saaledes — idet man iøvrigt med
Hensyn til det tilsvarende Forhold vedrørende trængende,
der have en ordinær Forsørgelseskommune her i H iget,
skal henvise til Skrivelse Nr. 397 af 6te December 1892
— holde for, at Københavns Fattigvæsen har Krav paa
fra Lyngby Kommune som den paagældendes Opholds
kommune at erholde Hefusion af sine fornævnte Udgifter,
og det saaledes, at denne Hefusion, da Heglen i F a ttig
lovens § 45, 1ste Stykke, ikke finder Anvendelse paa de