159 / 454
142
er af den Slags, som, naar noget skal gøres, ikke ringer i
Telefonen til 2— 3 andre for at give dem Besked, men han
gør det selv.« Jeg maatte den Gang uvilkaarlig tænke paa
Borgen. Skulde der ordnes noget, var der et Stykke Arbejde*
som andre maaske syntes var kedeligt, een Ting var sikker:
Borgen skulde nok byde sigtil. Han skyede ingen Ulejlighed.
Han ordnede Kirkeindvielser, og naar han stod for Ledelsen,
kunde man være tryg for, at det »klappede«. Han glemte al
drig de smaa Ting, som kan synes ubetydelige, men hvis
Mangel alligevel volder Forstyrrelse og efterlader et Savn.
Og hans varme Hjerte tilskyndede ham til at arbejde
med i Guds Riges Opgaver, hvor hans Hjælp tiltrængtes, og
baade Magdalenesagen og Blaa Kors’s Arbejde havde i ham
en trofast Ven. I det sidstnævnte Arbejde tog han ikke alene
Del i Styrelses- og Organisationsarbejde, men ogsaa i høj
Grad i Arbejdet for den enkelte. Den travle, stærkt optagne
Mand havde gennem mange Aar altid Tid til at give Møde
paa sin Blaa Kors Aften og Tid til at gaa ud for at søge efter
den enkelte. Og man vilde vist undres, naar man vidste,
hvad han har ofret baade af Tid og Penge paa at komme
Mennesker til Hjælp for at rejse dem op.
Som Personlighed var han den hjertelige, kærlige og
umiddelbare Mand. Ingen, som havde været sammen med
ham, maaske kun i meget kort Tid, var i den ringeste Tvivl
om, hvor hans aandelige Stade var. Han var sin Tro be
kendt paa en kærlig, vindende Maade. Stridsspørgsmaal
havde han ikke stor Interesse af, men saa meget større In
teresse i Arbejdet for at redde Mennesker.
Og over de store Opgaver, som kaldte paa ham ikke alene
indenfor Guds Riges Omraade, men ogsaa paa hans særlige
menneskelige Virkefelt i Forsikringsarbejdet, glemte han
ikke sine nærmeste Omgivelser. Ingen kunde være et mere
trofast Menighedsmedlem end Borgen, ikke alene som aan
delig hørende hjemme der, hentende Næring for sit aande
lige Liv gennem Forkyndelsen og ved Nadverbordet, men
ogsaa som et virksomt tjenende Medlem. Ved festlige Lej
ligheder, naar Kirken var overfyldt, var hans Plads ikke,
som man kunde mene om en af de ældste i Menigheden,
langt oppe i Kirken, men den var nede ved Døren, og hans
Glæde var det at hjælpe Mennesker til Sæde i Kirken -— ja,
det var hans egentlige Glæde at bringe Mennesker til Sæde i
Guds Menighed. Da den Menighed, han tilhørte, havde be-
staaet i 25 Aar, var det ham, der fik udgivet en lille Bog,
som fortalte denne Menigheds Historie, den gamle Historie,
om Sennepsfrøet, som voksede op. Grundtonen gennem den
lille Bog var det, han sluttede den med: Tak og Pris til Gud,
hvem Æren alene tilkommer. Og med de samme Tanker vil
Kirkesagens Venner mindes Carl Borgen.
H. Ostenfeld.