367 / 454
342
retningsudvalget og bar Dagens Byrde og Hede med os dér,
indtil han i 1908 forflyttedes til Vonsild. Hans Kærlighed til
Kirkesagen blev derfor ikke mindre, og i 1910 stiftede han
(og var til sin Død Formand for) „Dansk Kirkefond“ , der
optog en beslægtet Gerning for Landet udenfor Hovedstaden.
Sin største Indsats i det danske Aandsliv gav han dog
maaske ved sine Indlæg i den litterære Udvikling. Allerede
i 1890 skrev han sine mesterlige Artikler mod Bjørnstjerne
Bjørnson: „den Søren Pedersenske Theologi“ , som Harald
Nielsen for kort siden har fremdraget igen som et af de
betydeligste kritiske Bidrag i hine Dage. Senere kom hans
Foredrag om Henrik Ibsens Digtning (1896) og „den litterære
Strid“ (1900) o. fl., gennem hvilke han kaldte til Kamp mod
„det moderne Gennembrud“ og dets umoralske Dekadence,
en Bedrift, hvormed- han, i Begyndelsen næsten ene, bragte
retsindige Mennesker til Besindelse og skød Brescher i de
sejrssikres Befæstning. Foruden de her nævnte Skrifter har
Schack forfattet en Række værdifulde Piecer og Bladartikler
(om litterære, moralske, sociale og kirkelige Spørgsmaal), for
en Del samlet i Bogen „Til Angreb og Forsvar“ (1920 — som
endnu er udmærket at læse!) og tillige udgivet en lødig Præ*
dikensamling („en Aargang Prædikener“ 1909).
Albert Schack var en sjælden fin og elskelig Personlighed.
I Besiddelse af alsidig Dannelse og en ualmindelig klar Tanke,
der altid sigtede skarpt mod et enkelt Punkt, undertiden i
Lunets godmodige Form, undertiden i bidende Ironi, men ab
tid med hele sin Intelligens forsvarende Livets Ret. Stille og
tilbageholden i sin Færd, dog altid uforsagt, rede til at for*
svare Herrens Ære. Personlig saa inderlig beskeden og for*
dringsløs, dog i Besiddelse af en Aandsmyndighed, der mærs
kedes overalt. Med al sin Viden rodfæstet i Kirkens gamle
Tro, uanfægtet af Nutidens Kritik, fordi han med barnlig
ydmyg T ro levede i Guds Naade. Jævn og ligetil overfor
alle Mennesker, hjertevarm overfor dem, der fik Lov at kom*
me ham nærmere, — som en fornøjelig Kammerat for de
unge, trofast som faa mod gamle Venner.
I 1923 tog A. Schack sin A fsked og flyttede tilbage til
København, hvor han — endnu i fuld Aandskraft — fik Lov
at arbejde for Guds Rige til det sidste. Han overtog en sær*
lig Prædikegerning i Nikolaj Kirkesal og glædede sig ved at
genoptage forskelligt Menighedsarbejde i Byens Hjerte, hvor
han tidligere havde haft sin Gerning. Efter kun faa Dages
Sygdom er han nu kaldt hjem. Hans Venner og Medarbejdere
i vor store Sag vil savne ham og velsigne hans Minde.
Henry Ussing.