55 / 118
så v id t m u lig t holdtes isoleret fra byens ø v rig e befo lkn ing, men sam tidig
g iv e r de også et n id tryk a f de mange opgaver, der påhvilede dets to øverste
embedsmænd.
Medens overlægen , indtil der 1885 b lev ansat en reservelæge, ved sin
side kun havde en række unge kandidater, havde forvalteren derim od et
stort personale under sig. Hans nærmeste medarbejder, kvartermesteren ,
skulle bistå ham i hans daglige arbejde med at føre tilsyn med hospitalets
forskellige indretninger og påse, at det ø v rig e personale ud førte deres arbejde
tilfredsstillende; portneren eller hans kone skulle dag og nat besørge v a g t
tjenesten ved hospitalets port, medens oldfruen både havde ansvaret fo r dets
linnedbeholdn ing, vaskeriet og fo r madlavn ingen . Forvalteren skulle im id
lertid også med overlægens sam tykke ansætte de sygeplejersker, der ikke
efter borgmesterens men ing kunne undværes på Kommunehospitalet. I til
fælde, der ved rø rte de syges forp lejn ing og behandling skulle disse rette
sig efter lægernes forskrifter, men med hensyn til ordenens opretholdelse
skulle de fø lge deres instruks eller forvalterens bestemmelser. D e skulle bo
på hospitalet, og deres arbejdstid var fra seks m orgen til otte aften, og i
reglen kunne de kun hver fjo rtende dag f å udgangstilladelse, men ingen
måtte forlade hospitalets om råde uden skriftlig tilladelse a f overlæ gen og
forvalteren . N avn lig i cancelliråd Hermanns tid, b lev demie bestemmelse
strengt håndhævet. Ikke alene skulle de klæde sig om og bade under kon
trol, men deres passerseddel skulle afleveres til portneren, som optegnede
klokkeslettet fo r at kum ie kontrollere, h vo r længe de v a r ude. Denne kon
trol fandt »København« iø v rig t m eget nedværdigende, især da »næsten alle
Sygep lejerskerne er udgaaede a f de bedste Familier«.
T rod s deres lange arbejdstid og det ansvar, der påhvilede dem , havde de,
som nævnt, en ussel løn, og deres forp lejn ing v a r under al kritik. Deres
vilk år g a v derfor også med m ellem rum anledning til offen tlig kritik, og i
taknem lighed over en artikel i »København«, der førte til en ko rtv a rig fo r
bedring a f deres kost, m od tog bladet en tak fra en sygeplejerske, der bedre
end mange ord viser dens berettigelse. »Vi har faaet én D a g saa rige lig
Steg - skrev hun - at v i kunde levne lidt til næste D ags ellers ret m ag re
Frokost, o g R iseng rød en v a r ligefrem udmærket forleden, h vo r vild e D e
52