120 / 126
109
fin
og fin ¡Omtjue/ inbtff Sb’éffanFrfoirtwft
Funne itbførc£ oeb bet fuage SegemeS
tgneSvctfttr.
ttnber Ofclibnttigf« (jeifcer man fiuttBsth en
5
f)cej!ecfu(Diunfen.i
;
2D?unberi'pas bensDrnf'N
nebe, for at forføre,
om
tjan feføpnbfr at fbatge.
$ar ogfaa b«t!*w fjti ffiøntR&fiiHbei figiøjen, faa,
6
rtnøeé i>an forfisiigei? i en tibi opbarmet ^eng,
tøggeé temmelig tjojt mejp £o&eb$t, oa inbbifleé
ffané SBeen i barmt gianct. SRu giber man t>am
Sfjeebartb ifjeefreefuibbiié at imFFe, citer
batte, etter futiFetti$if, etter>J3iin og SEtøttb, nogte
$ofnnnbsbraa&er, 32iiriciRapi>ta, ©'afuiiaffpt'
ritué, efter beétige, for at fceforbre SegemetS ttb*
bunffning. ?0?an taber f>am tffe bare atteeire, før*
cnb ()an ganjie er fommet tit fiø fetb igjen.
Sa
fatber fjan fom oftefl t en rotig @øbn, af tjbilfen
f)an gjertte baagner ttteb fin forrige <gunbt)e&.
Øfutbe ber tnbftnbe fig feberagtige ‘Jiffaibe, meb
$t>ngbe og <?merfe i £obebet etter t tBrpfiet, faa
aaretabeé t>an og fcefyanbieé
i
øbrigt tneb antipijiø»
fiifitfie SDiibter.