Previous Page  270 / 278 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 270 / 278 Next Page
Page Background

235

som i »Improvisatoren« først gav Landsmænd Troen paa

hans Digterkald og først bragte lians Ry ud over Danmarks

Grændser. Et indholdsrigt og stærkt bevæget Ungdomsliv

er dette, men ikke noget lykkeligt Liv. Han er et

Poesiens Søndagsbarn; Nisser og Alfer aabenbare sig for

hans Øje, medens de ere skjulte for Mængden, men han

forfølges ogsaa af uhyggelige Gjenfærd og ræddes for os

ukjendte Spøgelser. Med en altid sprudlende Fantasi er

parret en Sensibilitet, som indtil det Groteske forstørrer

og forstærker enhver lille Modgang. Hvad en almindelig

Menneskenatur ryster af sig under det næste Indtryk eller

vil glemme under Morgendagens Arbejde, det voxer op for

ham til dybe Krænkelser, som efterlade deres bitre Braad

lige til den syge Oldings sidste Dage. Men til Gjengjæld

fylder ogsaa enhver Sejr, enhver Anerkjendelse og. Hæder

ham med jublende og barnlig Glæde. Skiftende imellem

Nederlag og Triumfer skrider han frem gjennem Ringeagt

og Haan til Paaskjønnelse og Beundring. Udlandets Dom

forener sig med den vaagnende Anerkj endelse i hans eget

Fædreland. Han opdager det vidunderlige Eventyrets Land,

hvorfra han skal bringe sit Folk, alle Folk, den hele

Yerden, saa uforgængelige Skatte, og hvor lian snart ube­

stridt skal bære Kronen. Tornene paa lians trange Sti

skyde omsider Roser, og laurbærkrandset stiger han fra nu

af op til Berømmelsens Tinde, hilset af alle Nationer,

hyldet ogsaa af den, der var ham den kjæreste af alle,

skjøndt han havde vaandet sig under dens Miskjendelse.

En Aarrække igjennem, fra den modne Manddom indtil de

sidste Sygdommens og Afkræftelsens Dage, følte han sig

ombølget af den Beundringens Yirak, som var ham saa

inderlig kjær, og vidste sig selven Gjenstand for Alles

Blikke. Hvor hanfærdedes i Syd og Nord, var hansNavn

og hans Ry gaaet forud for ham. Fyrsternes Naade og

Folkenes Beundring blev ham i lige rigeligt Maal tildel.

Yort Kongehus gav ham talrige og højt paaskjønnede

Yidnesbyrd om sin Gunst, og vi, hans Yenner, ville mindes

mangt et lille Træk af denne hjertelige Naade, som havde