235
som i »Improvisatoren« først gav Landsmænd Troen paa
hans Digterkald og først bragte lians Ry ud over Danmarks
Grændser. Et indholdsrigt og stærkt bevæget Ungdomsliv
er dette, men ikke noget lykkeligt Liv. Han er et
Poesiens Søndagsbarn; Nisser og Alfer aabenbare sig for
hans Øje, medens de ere skjulte for Mængden, men han
forfølges ogsaa af uhyggelige Gjenfærd og ræddes for os
ukjendte Spøgelser. Med en altid sprudlende Fantasi er
parret en Sensibilitet, som indtil det Groteske forstørrer
og forstærker enhver lille Modgang. Hvad en almindelig
Menneskenatur ryster af sig under det næste Indtryk eller
vil glemme under Morgendagens Arbejde, det voxer op for
ham til dybe Krænkelser, som efterlade deres bitre Braad
lige til den syge Oldings sidste Dage. Men til Gjengjæld
fylder ogsaa enhver Sejr, enhver Anerkjendelse og. Hæder
ham med jublende og barnlig Glæde. Skiftende imellem
Nederlag og Triumfer skrider han frem gjennem Ringeagt
og Haan til Paaskjønnelse og Beundring. Udlandets Dom
forener sig med den vaagnende Anerkj endelse i hans eget
Fædreland. Han opdager det vidunderlige Eventyrets Land,
hvorfra han skal bringe sit Folk, alle Folk, den hele
Yerden, saa uforgængelige Skatte, og hvor lian snart ube
stridt skal bære Kronen. Tornene paa lians trange Sti
skyde omsider Roser, og laurbærkrandset stiger han fra nu
af op til Berømmelsens Tinde, hilset af alle Nationer,
hyldet ogsaa af den, der var ham den kjæreste af alle,
skjøndt han havde vaandet sig under dens Miskjendelse.
En Aarrække igjennem, fra den modne Manddom indtil de
sidste Sygdommens og Afkræftelsens Dage, følte han sig
ombølget af den Beundringens Yirak, som var ham saa
inderlig kjær, og vidste sig selven Gjenstand for Alles
Blikke. Hvor hanfærdedes i Syd og Nord, var hansNavn
og hans Ry gaaet forud for ham. Fyrsternes Naade og
Folkenes Beundring blev ham i lige rigeligt Maal tildel.
Yort Kongehus gav ham talrige og højt paaskjønnede
Yidnesbyrd om sin Gunst, og vi, hans Yenner, ville mindes
mangt et lille Træk af denne hjertelige Naade, som havde