Forskønnelsen

OM TRÆFÆLDNINGER

/aar som saa

mange Aar tilforn svømmer Aviserne over med indsendte

Artikler fulde af Klager over Træfældningen i vore Parker; iaar

det især

Frederiksberg Have, der staar paa Dagsordenen. Foreningens Bestyrelse har

paa et Møde drøftet dette Spørgsmaal med Fagmænd og er for sit Vedkommende

kommet til det Resultat, at den paa Spergsmaalet om, hvorvidt Hugsten i

Frederiksberg Have er berettiget eller ej, maa svare, at der efter dens bedste

Skøn ikke er foretaget Fældninger i større Udstrækning, end hvad der maa

antages at være til Gavn for Træbestandens sunde Udvikling. For dog at

faa hele denne Sag belyst saa grundigt

som

muligt og navnlig for at faa en

Diskussion i Gang, en Diskussion der af Pladshensyn imidlertid maa hen

vises til Dagspressen, hvem vi herigennem opfordrer til at tage Sagen op til

Drøftelse, har vi bedt Medlem af Foreningens Raadgivende Udvalg, Hr. Have

arkitekt E. ERSTAD -JØRGENSEN om en Udtalelse og derefter modtaget

nedenstaaende Artikel.

e t

er ganske nødvendigt at hugge i gamle

Haver, og der vilde være langt mere

Grund til at klage, hvis Havens Bestyrelse lod

Økse og Sav blive i Redskabsskuret og overlod

Træerne til deres egen indbyrdes Kamp om

Plads og Lys med den snigende Ødelæggelse,

dette uvægerligt vilde have til Følge.

I Modsætning til Mennesker og Dyr ophører

Træer som bekendt aldrig at vokse. Saa længe

Træet lever, lægger det aarlig et Stykketil sin

Vækst. Højdevæksten standser ganske vist paa

det nærmeste i Alderen omkring de halvthun-

drede Aar, men hver enkelt Gren vokser videre,

Træets Krone breder sig mere og mere, og det

er da en Selvfølge, at Trækroner, der allerede

har naaet at slutte sig sammen, ikke kan staa

lige saa tæt i en lang Aarrække uden at gøre

hinanden Fortræd. De Arter, der vokser højest

op, og navnlig de, der kan taale en Del Skygge,

og som selv er særlig skyggegivende, vinder

inden længe Overhaand, medens de lysbehø

vende Arter som Eg, Birk, Robinia, Skovfyr,

Lærk, Fuglekirsebær, forskellige Poppelarter

og mange andre mister mere og mere Løv, ind

til de i Løbet af faa Aar gaar ud, fælder Gren

efter Gren for tilsidst at styrte til Jorden i en

Storm.

Denne Træernes »struggle for life« har gan

ske vist sin store Skønhed ude i den uberørte

Natur, men det kan aldrig blive andet end Uor

den inde i en Park, ganske som hvis man vil

de lade enkelte Bygninger i Byen falde i Rui

ner af »maleriske« Hensyn. En Bypark er ikke,

kan og maa heller ikke blive Natur, ligesom

en Statue ikke skal være en Panoptikonsfigur

med »rigtigt« Haar og Glasøjne. Mennesker

har anlagt Parken, Mennesker skal bruge den,

og Mennesker bliver stadig nødt til at gribe

regulerende ind baade med at hugge ud og

plante efter.

F O R S K Ø N N E L S E N . XIV. AARO. 1924. Nr. I.

Alt i alt bliver der næppe hugget stort mere

i Frederiksberg Have og Søndermarken nu end

tidligere, og Klagerne over »Vandalismen« der

ude har da ogsaa lydt Aar efter Aar, saa langt

jeg kan huske tilbage. Helt morsomt maa det

iøvrigt ikke være hvert Aar at blive udskrcgct

som Vandal i alle Byens Aviser, og man maa

anerkende den Uanfægtethed, hvormed der

ikke des mindre arbejdes videre efter bedste

Overbevisning; for det vilde jo være meget

nemmere at indskrænke Hugsten, blive den

populære Haveinspektør og lade Fremtiden

om at konstatere den derved forvoldte Skade.

Selve det, at der hugges, ja selv det, at der

paa et enkelt Sted hugges stærkt, berettiger ikke

til Kritik, for Udhugninger er kun den ene Del

af Arbejdet, der derfor ikke kan bedømmes

uden i Forbindelse med den anden Del: Plant

ningen. Hvis det, der tilsigtes ved disse to Ope

rationer i Forening, er til Gavn for Haven, er

der ingen Grund til at raabe Ak og Ve, selv

om der staar aldrig saa mange Rummeter

Brænde som det synlige Tegn paa Mandcfal-

det. Kun ved at undersøge, hvad der kan op-

naas under de givne Forhold, og hvad der bør

tilstræbes, og ved at sammenholde dette med

det, der sker, er det muligt at bedømme det

udførte Arbejde og øve Kritik.

Af Træerne derude stammer Lindetræerne

som bekendtfra Frederik IV's regelmæssige An

læg i den den Gang moderne Barokstil, men det

øvrige hidrører fra Omlægningen sidst i 1700-

Tallet, hvor det regelmæssige saa vidt muligt

udviskedes, medens Haven tilplantedes stærkt

med allehaande Træer og Buske, idet der kun

blev holdt enkelte Gcnncmkig aabne, navnlig

de to, der endnu er bevaret, Udsigten fra Slot

tets Façade og Udsigten vinkelret derpaa i For

længelse af Frederiksberg Allé. Saa længe

Plantningen var ung, dannede den tætte Krat.