203 / 217
skulde hidføres et Omslag og paany bringes Ligevægt i Sagerne.
Saaledes skete det da ogsaa. Medens Trampe søgte at frigjøre
Rytteriet paa Ebersteins højre Fløj — ved hvilken Lejlighed den
tapre Tyge Sandberg , Oberstløjtnant i Hans Friis’s Regiment
Ryttere, blev dødelig saaret — og Hans Ahlefeldt bragte Orden i
sine egne Regimenter, blev Hovedstødet foretaget af det Fodfolk, som
stod i Centrum af Schacks Korps, nemlig Regimenterne Aloa og Claus
Ahlefeldt, Halvregimenterne Meteren og Killegrew; det andet halve
Regiment Killegrew, der var afgivet til Støtte for Trampes Rytteri,
sluttede sig til dem under Marschen. Under Anførsel af Cl aus Ahl e
feldt, Sir Wal ter Vane, der kommanderede i den syge Aloas Sted,
og Oberst Ki l l egr ew, gik dette Fodfolk i tæt sluttede Hobe frem
i Stormskridt og kastede Alt overende paa sin Vej. Alle ere enige
om at berømme den Fasthed og Orden, hvormed denne Fremrykning
udførtes. Især fremhæves den Færdighed, hvormed de hollandske
Infanterister behandlede deres Vaaben: Pikenerne deres af et 9 Alen
langt Asketræs Skaft og en bred, tveægget Jernspids bestaaende
Pike, Musketererne deres alt andet end let haandterlige Luntebøsser,
hvormed de skød under Fremmarschen., Efter paa deres Marsch at
have renset Terrænet for det svenske Rytteri gik Infanterikolonnerne
mod det af Artilleri og Infanteri bestaaende svenske Centrum, der
anførtes af Otto St enbock, og som havde en særdeles fordelagtig
Opstilling i Udkanten af Bavnergaards Skov ved den gamle Hoved
landevej.
Dette Angreb endte med det svenske Centrums Adsplittelse og
Tilbagegang. Det er uvist, hvor langt Angrebet var ført frem, da der
til stor Overraskelse for Schaclc, som fulgte Fodfolkets Kamp, kom
Meddelelse om, at Slaget var vundet paa et helt andet Punkt af Val
pladsen. Det var-Hans Ah l e f e l d t 1), der blandt Dagens mange
FYENS GJENEROBRING 16 5 9 .
1
8 9
9
D en n e ta p re K rig e r, S øn a f en h olstensk H errem an d H an s A h lefeld t og M ar
g re th e, fød t B uchw ald, fødtes p aa S ten d o rf ved E u tin 1624 o g død e p aa G lorup
d en 24d e Ju n i 1694. I d et p ræ g tig e B eg rav elsesk ap el, d er b lev rejst over ham
o g hans Søn i O dense St. K nu d s K irk e, findes en latin sk G ravskrift, h vo r m an
bl. a. læ se r: »T il evig t M inde om d en b erø m m elig e o g h ø jb aarn e H elt, H a n s
a f A h l e f e l d t , H erre til G lo ru p, C ath rin eb erg og A nhof, d er g jo rd e sin første