10 / 440
KøbenhavnsKirkesag
og Menigheden.
Nr. 1.
Januar.
1912.
Københavns Kirkesag og Menigheden.
»At gøre sig gældende«, »at faa Indflydelse«, hvilken
Aandsbevægelse ønsker ikke det? Det ønsker Afholdsbevæ-
gelsen, »de unges Stemmeret«, politiske og sociale Partier
af alle Afskygninger. Det ønsker ogsaa den kristne Menig
hed, det er der ingen Tvivl om; den ønsker, at kristelig
Sæd og Skik kan præge Folkelivet, den ønsker de bedst
mulige Kaar under sit Arbejde for at vise Mennesker Frel
sens Vej og føre dem til Gud.
Hermed er imidlertid ikke sagt ret meget. Der gives
nemlig to helt forskellige Maader, paa hvilke man kan skaffe
sig Indflydelse og gøre sig gældende. Den ene er denne, at
man træder frem med Kravet paa at herske og give Tonen
an og fordre, at alt andet skal vige for det Syn og den Livs
anskuelse, man selv repræsenterer. Dette er den Tanke
gang, som er raadejide i de politiske Partier, og som præ
ger de Kampe, som udkæmpes mellem disse; man forlanger
Førsteretten for sin egen Mening, hvad enten denne nu er
af en rent personlig Karakter, eller den nærmest fremtræder
som Partiets Mening. Den anden Maade, hvorpaa man kan
gøre sig gældende, er, naar man skal udtrykke det kort:
ved at tjene.
Man gaar ud fra, at det, man har at bringe,
er noget for Mennesker værdifuldt, ja uundværligt, derfor
kommer man og tilbyder det. Man stiller Krav til Menne
sker — det er sandt, men man begrunder ikke dette Krav
ved at sige: »det er nu mit, som jeg bringer, og derfor maa
I modtage det,« men derimod ved at sige: »her er noget,
som I ikke kan undvære, og som I savner; men jeg kan
kun bringe eder det paa Betingelse af, at I bøjer eder der
for; jeg vilde egentlig gerne gøre Modtagelsen saa let som
mulig; men det kan ikke hjælpe, at jeg gør den saa let, at
selve Gaven tager Skade derved.«
Det er ganske klart, at det var denne sidste Maade at
gøre sig gældende paa, som Jesus Kristus anvendte, lian,
som ikke kom for at lade sig tjene, men for selv at tjene.