130 / 165
N u v a r d e t D a n m a r k s H j e r t e , d e r s l o g —
Men vi skal ikke nævne alle disse Sange, for en hel T im e sang vi,
og ingen syn tes, a t d e t v a r for meget. Saa kvæ kk ed e d e t lid t i Rad ioen ,
og Byens egne K lokke r lød ud over Fæ lledparken , og nu sku lde vi
h a lv and e t H und red e T u s ind e synge, men hele D anm a rk sang om
Mo-
dersmaalet,
og sk ø n t der sle t ingen T ing v a r a t mæ rke, som va r an
derledes end før, saa fø lte v istnok hve r eneste, a t nu va r K red sen
slu tte t, nu v a r d e t virkelig D anm a rk s H je rte , der slog, og D anm a rk s
Stemme, vi hø rte .
V i havde sunge t en T ime, m en in te t Ø jeb lik k ra ftig e re , m ere be
væget end nu. De lyse K v inde stemm e r h ø rte s gennem B ru se t af M and s
stemm e rne, og de r va r smaa søde Ba rnestemm e r.
Og dé r sto d saa K øb enh avn e rn e uden b lo t en A n tydn ing af F o r
skel, Byens egne Børn og dem, de r er komm e t ud e fra — og hvo r
mange T an k e r er ikke gaaet fra L and e t ind til K øbenhavn og fra Byen
ud til alle D anm a rk s Egne? H vo r d y b t bevægende var d e t ikke.
D e r sto d en ung M and og sang ved Siden af mig, og en lille D reng
hang om H a lsen paa ham , m ens en B ro rm and s snavsede D rengenæve
fan d t sin M o rs slid te, lid t m agre H aand , og de r va r endd a en B a rne
vogn m ed to, de r saa ud til a t væ re Tv illinger ved Siden af. D e t var
ingen sm uk ung M and , ingen køn Pige, som m an k ikkede paa af den
G rund . Slidte i T ø je t, slid te m aaske ogsaa i Sind, m en de sang om
D anm a rk , og M and og Kone og Rollinger og en ram pon e re t Barnevogn
v a r noge t sm uk t og gribende. Slidt paa alt va r der, und tag en paa Kæ r
ligheden til Danm ark !
Og de r var ogsaa unge M enneske r af den Slags, som m an nok lid t
for o fte ser hænge i G ad edø ren e , og de havde glem t alle U no d e r og
sang m ed og fø lte n e top det, m an ven te r, a t D an ske skal føle i Dag.
Jeg saa kun een, de r ikke sang, og d e t va r af gode G runde . En lille,
dejlig Unge paa e t P a r A a r, b run af Sol og m aaske ogsaa af Snavs,
m ed b rune Ø jn e og en Baskerhue skæ v t paa H ovede t, og han sad paa
sin Hale i d e t g rønne G ræ s og saa aldeles stum af Fo rbavselse op paa
alle de Syngende, og han havde M unden aaben og en lille stum pende
Overlæ be og v a r ba re en af dem, de r skal synge om D anm a rk , n aa r vi
ikke gør d e t mere.
Saa gik d e t mod S lu tn ingen af den Dag. V i sang »Der er e t ynd ig t
Land«, H ye -K nudsen fik B lom ster, og da T itu s in d e r sp red te s, saa
sm eldede
Flaget,
og K øbenhavne rne , som havde s ta a e t op i hen im od
tre T im e r, de sang, lige saa længe M usikken naaede dem. Og saa va r
d e t ved a t væ re fo rb i m ed Søndagen, og Sporvognene ved a t revne
af T ræ ng se l igen. I Dag skal d e t nok hæ nde he r og de r ved D r e je
bæ nken og K on to rpu lten , at T a n k e rn e flyg te r fra A rb e jd e t nogle Se
kunde r, m ens D anm a rk s T o n e r lyd e r i Ø re t, og da vil m aaske ogsaa
128