63 / 156
56
dant1). Han var nu imidlertid i sin fremrykkede A l
der begyndt at blive svagelig, og da han frygtede for,
at hans Fuldmægtig J o h a n C h r i s t i a n W it t e n h u u s
ved hans Død skulde blive brødløs, ansøgte han under
6. December
1751
Kongen om, at der maatte blive
givet demie, ligesom i sin Tid Jørgen Torsager, Tilsagn
om at maatte forblive i Tjenesten som Fuldmægtig ved
Rosenborg, saalænge han kunde bestride denne Bestil
ling. Langhorn anfører til Støtte herfor, at Wittenhuus
har tjent ham i
18
A ar med Troskab og Ærlighed, og
at han til enhver Tid, ved Nat som ved Dag, tilligemed
ham giver flittig Agt paa Slottet, at han er en indfødt
TJndersaat, er Søn af en Officer, og at han har Hustru
og fire smaa Børn ; han beder om, at det Honorar af
120
Rdlr. aarlig, som han har givet Wittenhuus, maa
for Fremtiden blive udredet af den kongelige Kasse
mod at fradrages i hans egen Gage. Ansøgningen blev
bevilget under
26
. Februar
1752
, saaledes at der fra
1
.
Kvartal
1752
at regne i Langhorns Gage
848
Rdlr. —
eller med Fradrag af
1
°/0 Afgiften til stemplet Papir
839
Rdlr.
3
# 2
[i
— blev indeholdt Fuldmægtigens
Løn,
120
Rdlr. (uden
1
°/0 Afgiften), der da blev ud
redet direkte af den kongelige Kasse, medens Langhorn
fra bemeldte Tidspunkt af indtil sin Død kun oppebar
719
Rdlr.
3
%
2
/i
aarlig3).
I Langhorns Tid hlev Rustkammeret paa Rosenborg, hvilket
allerede omtales i det 17. Aarhundrede, opløst, idet Yaabnene i
det saakaldte Kunstgeværkammer og i det egentlige Rustkammer
(de to Yærelser over Regaliekammeret i det store Taarn) bleve
afleverede 1732, og det gamle Kaardekammer i det søndre Taarns
øverste Etage blev rømmet 1758. Jvfr. 1. Hefte S. 79. Anm.,
Danske Saml. 2. R. 5. B. S. 369—370.
8) Bilag til Part. Kassens Regnsk. 1752.