SkilderieAfkjøbenhavn

utobfagen føm eerftg Sttanb, men iffe fom ©ave/'

Reffet iffe vilte ()an i ©egptrbelfen tiilabe, at m<m

fftjlbe fpffe Ijam paa «$aan&*n; "tf>t, fagbe f>an,

jeg

vceb at be §ran|Te fun fpffe fmuffe Clvinber

paa ijctanben." — Efter fang ©valen afrcijte

paven enbeiig fra Rom b. 31 ücf. og önfem ben

25 Rov&r. til $ontaine&le*u, f)vor Reiferen moö

$)iim|teven Eallepranb og cn ©ed af fit Jpof var

fjørt (jam i Skøte. Reiferen omfavtiebe (jatn, (ob

(jam i Rognen fibbe paa fjøite Øibe, og paa begge

Øib'cr af SJeiett parabercbe propper mebcné Øfptfet

faluterefce. ^Oionifeuten (/vertbe cn omftænbefig

STufFrivelfe over pavenS $)2,obtagel|'e og Snbførelfe

i toferberge».

(^ortfcetteS.)

1157

(Snbfenbr.)

$vab J$v. Øolbtn i Dio. 72 af Æjø&enljftvnS

n»ffie Øfilbetie, anfører om ©røbrene ^robøs’S

gabrige Opfmfcdfe, vibner atter om (j-ané patrio*

tiémc og; $)?enm'ffefiær(ig(jeb.

Øf abe er bet, at biffe 6efïebne SanbSmcenb

iffe forflane, fom be ftremmebe, ber overløbe oS

mtb 9Jtarffïriger gonfler, at taie for tereS Øag

eder at ubvifiejoranlebningen til bete# Opftnbdfe;

ben er fTjøn, fæbcriig og fortjener fret?» for 2ilt at

6(t»e fjen&t, tf)i berveb faaer öpfinbelfen fin fanbe

tBcerbie. Tit i>e, fom ere vante at fee øøe og

éfi6r, iffe funbe ftnöe öpfmbeifen vigtig at ligne

Slaturen, er 6egri6eiigf, faa og at ben iffe fan

frappere bereé øan&fcr ; bet var og ej bereø jpen*

figt at blive beunbrebe i ^jøbet^avn; men at give

Sitb&pggerne paa$aftl<mbet, forÉrempel i EpfTlanb,

Øaef)!en, SSøijmen, øftecrig og Ungern et nogen*

lebeé rigtigere ©egreb om øøe og Øfi6' veb en

ptafficabel Efterligning, enb bc paa btrcø ^anbring

i biffe £anbe, forgjeveS veb Orb føgte at bibringe

üttbre; bette er ben egentlige ©evæggrunb' til 3)îa*

ftfjimnê îiivcereife. ^enflgten meb at vife ben

førfi i Reftbeptfen er: ej at fejle mob '¿infianbig*

¿eben, og at fTaffe ftg autfgentiff SUbnesbprb om:

2(t ßigtielfen meb Üîatüren iffe er gemfîc for*

feiiet, og at SJîafcljinen er jlnbrlg opfunben.

tr.s

er at blive onfccc for SÏÏarfjïrigere,

øg et (jæberftgf ©tbneébprb fra ^bmirafitetet og

anbre Øagfpnbige, fen og.maae frie bem (joé $v*

rigljeberne for tn faabatt Ernære.

©en 8be Øeptem6er 1814.

SEBfltitffeb.

115*

(Snbfenbt.)

- En SJIanb, fom mueiigen funbe viffe fjø6e

een af parcellerne af @ulb(jufet, fremfatter bet

fönffe om bet iffe var mueftgt, at parcel Sïo. I

funbe blive noget (tørre. enb ben nu, i §ølge ben

flfeete ^fbeiing, er?

O m

Sføetfeprfftng

£ant>t><efen.

tf pajtor SB eb el i Eiøerbrup.

59.

beriet, om ben ^øflemaabe at 6inbe lige jtrajr efter

Çeen, (jat* megen Ret j fine pttringer. Sftcn, at

tnbføre noget Rpt i en Egn, (>vor bet iffe <r bm*

3eg [jar

brugt jujl famine lüîaabe for en Øneé ?lar ftben,

men ba funbe man faae $olf, flere enb man øn*

fiebe, og be maattc ba cjøre f;v«b .£>ué6onben fanbt

jeg Øtalbforing, fjørte meb Øtube baabe forpiov

og 55ogn, brugte ten engeljïe plov, og mange an*

bre 2:ing, anvenbelige t en for&ebret 2fgerbprfning.

— îRennu!! berfom man blet ville befale, at

binbe hornet lige efter S)leie(een, ba blev ber (jun*

brebe Subvenbinger, forbi Omegnens folf iffe

fjenbe benne SJIaabe. Qzv, f)vor vort jtorn er

faa græffet, er bet og minbre ativenbeligt enb paa

jîraaet. ^un ^veben binber man (jer firap efter

2ifmeiningen; men tog Ijar bet fitre Unbtagelfer,

at bet ingenlwnbe bør (Tee, naar ber nemlig i 2tf*

grøben fttibeé enbeel grønne Urter, ba be mtigncr

Regel ^ar altfaa noget for og imob (Tg, efter Eib

og Omjlænbig^eber, og benne Øarning er anvinte^