145 / 195
— i 3 8 —
Der kommer hin skumle forvorpene Dag,
der Scenen tillukkes for Munterheds Lag;
da Yngling, da Olding hver efter sin Tour
blandt Skyggerne gidr 'en elendig Figur.
Thi vide vi Skiebnen urokkelig er,
$aa være den Daare, der nyder ei h e r!
kort Piosen kun blomstrer, snart visner den hen,
og Ungdommens Foraar kom aldrig igien.
Vi kiende desuden saa lidt til hvad Spas
der hisset skal vanke; sæt, om det var Fias.
Blandt evige Palmer, evindelig Sang
blev mig som mindst Tiden ugudelig lang.
Nei Venner! nyt Tiden, imedens J kan,
Naturen forundte os ikkun et Span.
Selv planted’ hun Nydelsens Drivt i vort Bryst,
dens Sodhed er Skabtes og Skaberens Lyst.