79 / 188
I sin nuværende Skikkelse er Bygningen dog ikke ældre end
fra 1824, da Arkitekt P.
Malling
ledede dens Genopførelse efter
Ødelæggelsen 1807. Kollegiets Stifter
Oluf Borch
var Viden
skabsmand paa flere Omraader, ban forstod sig paa Filologi,
Lægevidenskab, Botanik og Kemi, og over for de unge Studeren
de var han en fortræffelig Lærer, en faderlig Ven. Han var en
retskaffen og trofast Karakter, og dengang Faren truede, da
Svenskerne belavede sig paa at storme København, viste han sig
som en Helt, han stod der, hvor Kampen var drøjest. Ved Rejser
og Studier i Udlandet var hans Synskreds blevet vid, og hans
Sans for Livets rige Mangfoldighed og dets gaadefulde Grund
lag var vakt tillive, og saa skulde denne kloge, indsigtsfulde
Mand komme ud for en Skuffelse i Kærlighed, en Skuffelse, der
ganske betvang hans Skæbne. Tildragelsen har Chr. Winther be
nyttet i sin Novelle »En Aftenscene«. Syg og nedbrudt lod Borch
sin hele Formue tilfalde det Kollegium, hvis Grundsten han med
egne rystende Hænder fik lagt paa Plads i Sommeren 1690. Men
forinden Huset stod færdigt, døde han. Professor
Povl Vinding,
der straks efter Borch’s Død havde forseglet hans Bo, lod 1707
en skøn Stentavle med forgyldt Indskrift opsætte over Porten til
Gaarden. Indskriften var et latinsk Vers, han havde digtet til
Ære for Borch, de to lærde Herrer havde været Venner. Denne
Sten hører til det lidet, som endnu er bevaret fra det første Kol
legiums Tid, og den har stadig Plads over Døren mod Haven. Af
Beskedenhed havde Borch ønsket, at hans Kollegium skulde hed
de det mediceiske Kollegium. Poul Vindings Vers udtrykker den
Tanke, at selvom dette Hus kaldes det mediceiske, saa vil det
tavse Marmor ikke undlade at lovprise Borch’s udødelige Ry. En
anden Rest fra svundne Dage, da Kollegiet var en af Københavns
Pragtbygninger, er den Blyfigur, som er opstillet ude i Haven,
en Gengivelse af den farnesiske Herakles (i Napoli). Ganske som
7 8