BerlingskeTidende

215

kritiske Tid nødvendiggør og fremkalder den strenge

Censur og skaber den kontrollerede Statstidende.

Behandlingen af Korrespondancerne er som af Tele*

grammerne i vore Dage; i de færreste Tilfælde lader

de sig kyndigt sigte og sondre fra hinanden, og

Læseren lades kun altfor ofte i Stikken, hvis han ikke

er orienteret i de forskellige Kilders mere eller mindre

paalidelige Karakter. Den svulstige Kadaverlyrik,

som omkring Aarhundredskiftet blomstrede saa frodigt

i FesT og Mindedigtene, træder noget tilbage, eller

rettere sagt føres over paa andre Felter og optræder

efterhaanden i Pressen, hvor den bevares den Dag i

Dag i Reportage og lignende lettere Arter af Journal

listik, i de vamle Festartikler, som spaltelangt breder

sig om »Suset i Fredensborgs mægtige Alléer«, falder

i Henrykkelse over »Bjældernes Lyd i den klingre

Frostluft«, en Vintersøndag i Dyrehaven, og andre

lignende Rædsler. Paa et Omraade gjorde Censuren

ubetinget Gavn; den hindrede i nogen Grad det

personlige Moment i at træde frem, dæmmede op

for det platte og simple baade i selve Stilen og i

Maaden at behandle Sager og Personer paa. De

følgende Tider skulde vise, hvor langt man kan komme

ud i saa Henseende, naar alle Skranker er faldne.

Til den Vejledning, som ligger eller burde ligge i de

saakaldte ledende Artikler, kendte Datidens Presse

lidet eller intet; den maatte jo heller ikke optræde

som rene Partiorganer og hindredes derved noget i

bestemt pointeret Behandling. Men Tilløb var der

nok af, og snart skulde Partipressen vælde saa vold*

somt frem, at den Berlingske Avis, sine konservative,

officielle Traditioner tro, kommer til at staa som det

faste Punkt i Bølgebrydningen.

Som Trediverne gik, ebbede en gammel Tid ud