182 / 205
J O H N E R I C H S E N
ningsmand med talrige tillidshverv; offentligheden kendte ham
dog bedst som forfatter til adskillige skuespil, som bl.a. opførtes
på Det kongelige Teater. Stykkerne var alle i den lettere genre,
præget af vid, satire og københavnerjargon. Benzon var rundet af
en god borgerlig og frisindet slægt, en mand, der havde sin sam
tids øre og banebrydende på mange områder. Gennem sit erhverv
og sine mange interesser kom han i kontakt med mange menne
sker inden for vidt forskellige grene af samfundet. Han var tillige
lidt af en mæcen, der stiftede flere legater, bl.a. et, der hvert år
skulle uddeles på Georg Brandes’ fødselsdag.
Det kan derfor ikke undre, at Benzon var i stand til at pryde
sin stue med portrætter af en venne- og omgangskreds, udplukket
blandt notabiliteterne i skandinavisk kunst- og åndsliv. A f de 35
portrætterede skal her nævnes malerne Viggo Johansen, Herman
Vedel, Erik Henningsen, Julius Paulsen, Kristian Zahrtmann,
P. S. Krøyer og Lauritz Tuxen. Flere af disse og andre malere er
repræsenterede med selvportrætter, ofte replikker af tidligere ar
bejder, f.eks. er Tuxens selvportræt identisk med det fem uger
før malede portræt, der hænger på Skagens Museum. A f forfat
terne kan nævnes Sophus Schandorph, Holger Drachmann,
Bjørnstjerne Bjørnson og Georg Brandes. Lidt udenfor falder polar
forskeren Knud Rasmussen, som Herman Vedel har kopieret efter
sit maleri på Frederiksborgmuseet. Endvidere er der xylograf
Hendriksen, museumsdirektør Pietro Krohn og komponisten Ed
vard Grieg.3
22 af de 35 malerier er signerede og en del tillige daterede.
Ifølge dateringerne er portrætterne malet mellem 1890 og 19 12 .
Der er altså tale om en frise, der er blevet øget med årene, ligesom
det var tilfældet på Brøndums hotel i Skagen. Ideen til por
trætfrisen dér var undfanget af Krøyer i 1883 efter fransk for
billede.4 Der er ingen tvivl om, at Otto Benzon har villet efter-
182