335 / 359
livide Tørklæder, Hatte, Huer, Arme, Hænder og blottede Hoveder.
Det var et eneste Væsen, der skreg som besat, ellevildt og for
færdeligt, uhyre, uformelig-skjønt, begge Dele; thi det var en
Nation, der skreg ud af ganske Hjerte og Sjæl, hilste og raabte
af Stolthed, Henrykkelse, Triumf, Taknemlighed over at have
mellem Tænderne, trykkede Geværet fastere til sig og sluttede
sig tættere sammen. Det vanskeligste Øjeblik var det, medens
man nærmede sig, saa og borte Skuespillet og endnu ikke selv
var i det; i næste Sekund, da man selv blev Deltager, kunde
raabe med, hilse til Gjengjæld, gribe Kransene og Blomsterne,
g jen n em dem , der nu kom , fu n d e t sig selv som N a tio n . — —
B a ta illo n for B a ta illo n , der kom over F æ stn in g sg ra v en , str a k te
G evæ r, sa a a t s i g e ; lig e til d et in d er ste H jertek am m er ku n d e
m an h a v e sø g t e fte r N a g og R in g e a g t o g ik k e fu n d e t Spor d era f
e fte r d en fø rste S a lv e. H æ rd ed e S o ld a ter b ed K n eb elsb a rten ind
tæ n k te m an ik k e m ere, gav sig hen , rev es m ed i H en ry k k elsen s
M alstrøm .
Ib la n d t dem , som droge ind, var der ik k e faa, som fr iv illig , a f den
ren este H e n g iv e lse, a f B eg e jstr in g og U v illie , vare d ragn e ud, u p aa-
a g te d e , i en gam m el rød K jole e lle r b la a B ajs T røje, o g som nu
3 3 7