50 / 193
en Mand var eller hvorfra han kom, kun hvad han formaaede,
og denne Linie følges stadig. Overdirektør Falck gjorde Ar
bejdet til en Glæde for sine Medarbejdere, saa de aldrig blev
trætte eller trevne; selv gik han altid energisk i Spidsen, fuld
af Humør. Han viste dem gennem sit Eksempel Lykken ved
at arbejde for et Maal, og han opdrog dem til engang at
kunne fortsætte det Værk, som han Aar efter Aar skabte et
stærkere og stærkere Fundament.
Han havde ogsaa den Tilfredshed at se en Stab af Med
arbejdere vokse op omkring sig, besjælede af den rette Aand
og prægede af den rette Forstaaelse af Redningskorpsets van
skelige Gerning. Da i senere Aar en Del Stationer var opret
tet Landet over, var det hans største Glæde at rejse rundt og
inspicere sine gamle „Elever“ og se, at de overalt førte Red
ningskorpsene frem i hans Aand.
Overdirektør Falck var maaske karrigere med Ros end
med Dadel; men de, der forstod ham, vidste, at hans Dadel
kun havde til Hensigt at give et memento om, at der altid maa
staa en maalbevidst V ilje bag Evnerne.
Efter Overdirektør Falcks Død i 1926 er alle de Planer, han
forlængst havde lagt for Fremtiden, blevet virkeliggjort af
hans Efterfølgere. Under dette andet Regime har Korpset
gennemgaaet en mægtig Udvikling, og det spænder i Dag sit
Næt over hele Landet. Men stadig knyttes Maskerne for at
gøre Organisationen stærkere.
En ny Generation af Medarbej dere er gaaet ind i Rednings
korpsets Arbejdsrækker, for under „de gamles“ Førerskab at
opøves i de Traditioner, der skabtes gennem et kvart Aarhun-
drede under Mottoet: „Hurtig Hjælp er dobbelt Hjælp“ , hvor
det er enhvers Pligt altid at følge Strømningerne og bestandig
være rede til at øve sin Gerning paa en saadan Maade, at den
er til Gavn for Samfundet og til Ære for Redningskorpsets
Sag, men ogsaa til Ære for den Mand, der ved sin Ildhu
skabte et Storværk, en ny Faktor i Samfundslivet.
48