446
H. ( t ) og L. Ehreneron-Miiller
fra sin første Kone, havde ved Døden m istet den anden
og for nogle Uger siden giftet den 3die, som nu maatte
ønske sig sin eenlige Stand tilbage. — Ved min Hiem-
komst fortaltes, at bemeldte den druknede var i Aftes
Kl. 7 bragt til Frederiksberg og lagt i Beenhuuset, hvor
han den heele Dag laae til Skiendsel for alle Nysgierrige,
der strømmede til for at see ham. At saadanne U lykke
lige dog ikke kan vælge en ædlere Dødsmaade som at
skyde sig! En Justitsraad, en forhen som Politiedirec-
teur saa vigtig og anseet Mand at brandmærke sig ved
en saadan Skiendsels Død er afskyeligt. I Aften førtes
han paa en Arbeidsvogn i en af Breder sammenslaaet
Kasse til Staden.
17.
Jan.
I Dag for 50 Aar siden fand Catastrophen
med Struensee og Brandt Sted. Merkelige Dag i den Dan
ske H istorie, men som der ikke vil hædre de, der toge
Deel i samme. Jeg var til et stort Middags Gilde hos
Høyesterets Assessor Rosenkilde
06
med mange juridiske
Embedsmænd, ibland andre ogsaa med E.Raad Schle-
gel
.67
Jeg giorde R. opmærksom paa det Jubilæum , som
han høytideligholdt, men [han] forsikrede ikke at have
tænkt derpaa, im idlertid gav dette Anledning til Sam
taler om h iin t mærkelige Sujet, dog ikke høyt, men sagte
gruppeviis og Adam Muller
68
fortalte ved denne Leylig-
hed, hvorledes han nyelig ved Acternes Læsning var ble
ven overtydet om, at Commissionen med Rette havde
dømt Brandt til den gyselige Dødsstraf. Denne havde
nem lig tilstaaet at have pryglet Kongen, men at denne
havde tilgivet ham det, hvorpaa bland andet kunde tiene
til Beviis, at han siden havde ophøyet ham i Grevestand
m. m. Da dette Udsagn erfaredes ved Hoffet, blev den
opvartende Kammerjunker Schack
69
(siden m in Svoger)
afsend med et Brev fra Kongen til Commissionen, hvori
han paa sit Kongl. Ord erklærer aldrig at have tilgivet
Brandt, men at han i sin daværende Stilling var tvungen




