DaManVarUng

e n a f B y e n s P ræ s te r. M e st tild r o g sig G e n e ra l —- d a O b e rs t —

Louis

le Maire

a f G e n e ra ls ta b e n D re n g e n e s O p m æ rk s o m h e d , h a n m ø d te

n e m lig i s tr a a le n d e G a lla m e d a lle sin e O rd e n e r, S a b e l og e n tre

k a n te t H a t m e d g u le og rø d e F je r. A f d e ø v rig e D ir e k tø r e r m in d e s

je g g e n n e m d e m a n g e A a r f ø rs t og fre m m e s t d e n f o r n e m t o g a lv o r

l ig t u d se e n d e lille G ro s se re r

E. le Maire,

som s a d i D ire k tio n e n i

o v e r

A a r ; b a a d e h a n og h a n s F æ t t e r

Louis

v a r fo rh e n v æ re n d e

E le v e r a f S k o le n , O b e rs te n h a v d e tillig e e n T id v æ r e t L æ re r d e r i

s in e L ø jtn a n ts d a g e . M en s a a v a r d e r T ø m m e rm e s te r

H. Kaysers

s ta te lig e S k ik k e lse , d e n lille, r u n d e og a f l u t t e r S m il a n sig ts g lin s e n d e

K a m m e rh e rre , A m tm a n d

C. St. A. Bille,

M a r in e m in is te r

N. F. Ravn,

P r o v s t

Schepelern,

E t a t s r a a d

Edvard Collin,

G e h e im e k o n fe re n s ra a d

C. Goos

o. fl. A lle d isse v a r i K jo le og h v i d t m e d O rd e n e r g lim te n d e

p a a B r y s t o g K jo le o p s la g ,

Bille

e n d o g s a a t il v o r u d e lte G læ d e m ed

K a m m e rh e rre -N ø g le n s tr a a le n d e p a a s in N o k -s a g t; m e n n æ s t e fte r

O ffice re n s y n te s v i D re n g e d o g n o k , a t v o r e g e n P ro fe s s o r

Brix

v a r d e n k ø n n e s te . P a a s a a d a n e n D a g fø lte v i rig tig , a t h a n h ø rte

o s til, og v i v a r s to lte a f h a m , s k ø n t h a n u n d e r h e le F e s te n ik k e

s a g d e e t O rd .

S a a slo g

Wiel-Lange

a n p a a K la v e r e t, og v i D re n g e k ile d e løs

p a a fø rs te D e l a f

Sophus Schandorphs

fo rtræ ffe lig e K a n t a t e m ed

Wiel-Langes

y p p e rlig e M u sik :

»Vær hilset, du Dag, da v o rt Skolehus løfted’ sin Tinde,

saa svangert med H aab, med sin Stræben mod Lyskilden vendt,

et B arn af det Lys, som det atten de Sekel h ar tæ ndt,

som funkler endnu, medens Aarene skifte og svinde.«

D e r fin d e s s ik k e r t ik k e n u n o g e n g a m m e l E fte r s læ g te r , d e r ik k e

b liv e r v a rm , n a a r h a n m in d e s d e n n e S a n g , og n y n n e r m e d p a a dens

s k ifte n d e M e lo d ie r, h v o r a f d e n t i l d e t lille K o r, d e r b e g y n d te :

»Der sidder sur og stræng

den H ører p aa Kateder,

paa Bænk den stakkels Dreng

ved G ramm atiken sveder;

men K raften, som med Liv og L yst

sig stæ rk t i Verden rører,

form aar den gamle Hører

slet ej a t give Røst!«

H e le K a n ta te n s I n d h o ld v a r e n sm u k og p o e tis k F o rh e rlig e lse

a f d e t a a n d e lig e G e n n e m b ru d og B r u d m e d »den s o rte Skole«, som