194 / 413
Lupus behandlet med universelle Kulbuelysbade som eneste Terapi
177
mærk somheden først ved en ganske lille Affektion uden nogen
betydelig Reaktion udenom, og dernæ st ved en stor Affektion
med omgivende Rundcelle- og B indevævs-Reaktion, saa at sige
dennes Modsætning i Størrelse.
1) I det første Tilfælde ved den ganske lille Affektion vil
man se, at de epitheloide Celler, det essentielle ved Vævets
Reaktion mod Sygdommen , efterhaanden i stigende G ra d mister
Farveligheden af Kæ rn e og Protoplasma, ligesom udludes og
lidt efter lidt opløses. Man vil se, at der ikke altid kommer
nogen dominerende lymfocytær Rundcelleinvasion, og en Celle
reaktion udenom vil der tit ikke længere væ re at finde. Dennes
beskyttende Rolle er øjensynlig bleven overflødiggjort; dens op
rindelige Betydning at udgøre en Vold er ikke længere til Stede.
Ved de dog lidt betydeligere Affektioner er der maaske lidt
mere Tilbøjelighed til, at man som Rest træffer Rundceller.
2) I det andet Tilfælde ved den store Affektion vil man
derimod under Behandlingen se et Billede, der er en Del an
derledes. Ved nøje Undersøgelse opdager man ganske vist, at
Farveligheden
ogsaa her
er taget af, og at der er en mere ud
bredt og større Tilbøjelighed til Opløsning (samtidig dermed
kan der forekomme en noget mere iøjnefaldende Fagocytose);
alt dette er mere udpræget, end man ellers plejer at se det.
Man vil dog isæ r lægge Mæ rk e til, at man træffer langt flere
Rundceller i den epitheloide Struktur end ellers ved Lupus.
Der er kommen, hvad man under Studiet af anden Tuberkel-
struktur har kaldt „positiv Lymph o cy ttax is“ , selv om der dog
foreløbigt kan være smaa afgrænsede Epitheloidcelleøer midt
imellem det øvrige, hvor det ikke gælder. Man vil endvidere
noget længere hen i Behandlingen se, at Bindevævsreaktionen
mellem de epitheloide Cellepartier for en Del frembyder et Bil
lede — med større Cellerigdom og yngre Celler — som giver
til Kende, at den er i friskere Proliferation. Der fremkommer
tilsidst Billeder af den B indevævsudvikling i Tuberklet, som
man, hvor den iøvrigt forekommer, giver en noget forskellig
Tydning af. (Nogle lægger Hovedvægten paa en „ In d væk st“ af
Bindevævet, andre mere paa, at de epitheloide Celler ligefrem
kan gaa over til Bindevævsceller. Denne Strid er i alt Fald
uden Interesse, hvor det, som her, blot drejer sig om Konsta
tering af selve Faktum, Destruktionen af Tuberkelstrukturen).
Endelig se s der blot som Rest et ungt kærnerigt Bindevæv,