263 / 325
259
<?J
\T
K r i s t e n . Kaske Du æ bleen Didrektør faa Jordmor-
væsenet mæ Tilladelse til aa bære samme.
Mads . Hva jæ itte æ, ded ka jæ blie. Faareløvi maa
Ejnen her refunsere paa min behavelie Kærværelse. Jæ ned-
sitter mej i Kjøvenhavn.
K r i s t e n . Kaske saa jæ arver Bestillingen?
Mad-s. Ja, men jæ tar natyrligvis Kounen mæ mej. Aa
hves a Du itte ka skaffe en anden, saa ka ded vist itte nøtte
noved. Faa naar a man ve være Jordmormand aa itte har en
Jordmor te aa staa ve Siden a sej, saa mangler man dov, om
jæ saa maa sie, den nødvendie Driftskappetal.
K r i s t e n . Ded ka der være noved i. Men hva Faen ve
Du da te Kjøvenhavn faa?
Mads . Naar Fødelandet kalder paa sine Sønner, saa ka
man jo itte faasvare aa sie nej.
' K r i s t e n . Ded æ kaske saadden en Slavs Indkaldelse a
alle Landets Jordmormænd te aktiv Tjeneste faa Fødelandets
Faasvar ?
Mads . Næ, ded æ sgu kun mej, som a ded kalder paa.
Fødelandets Hovedstad mangler en Eøjmand. Aa jæ tøfler Kaldet.
K r i s t e n . Naa, ded æ kaske saadden a dom, der handler
mæ Skinker aa røjede Sild.
Ma ds . Næ, ded æ saadden mere en højere Eøjmand.
K r i s t e n . Hva æ ded da, som a han ska lave?
Mads . Hva han ska lave? Han ska sku itte lave noved.
Han ska bare se paa, a di andre gjør deres Plegt, aa saa faar
han Æren
K r i s t e n . Saa æ ded jo omtrent ded samme som en
Jordmormand.
Mads. Ja — næ —- der æ dov den Faaskjel, a Eøj-
manden vaager over Landets Opkomst, men Jordmormanden
vaager over Landets Nedkomst.
-
K r i s t e n . Ded ka der være noved i.
Mads . Men natyrligvis opgir jæ itte Jordmorvæsenøt
faa ded. Man har jo itte Lov aa forsømme di mere aandelie
Ingterøsser faa di saakaldede magterielle.
K r i s t e n . Æ Du nu sekker paa, a Dir osse ka faa Pladsen,
naarensti a Du søjer den.
Mads . Ja — jæ æ jo itte Kammerjonker — skjønt jæ
natyrlivis godt ku ha bieet ded, om jæ hade villet.
K r i s t e n . Ka da Kammerjonkere itte blie Eøjmænd?
Mads. Næ, Kammerjonkere aa Smedehæller di æ ydelukkede.
K r i s t e n . Du ka sæl være en Kammerbælle, ka Du. *
Mads. Nu maa Du itte hovmode Dej, Kresten, aa glemme
den Faaskjel, som a der æ mellem Dej aa saa di mere højt-
staaende Samfundslag.
K r i s t e n . Ka jæ da itte osse blie Eøjmand.
M a d s. Næ, men Du ka maaske blie min Kapellan i
Embedet som Jordmormand, hves a jæ itte ka overkomme ded
hele. Men saa maa Du huse, hvem jæ æ. Åa sa:a maa Du
altid sie Dereses Velærværdighed te mej. Eaa di Titler, som
a jæ har Krav paa, dom ve jæ Eaenedeme osse ha.
Og det var den unge Hr. Boghandler Grøn,
Han elsked den danske Lyrik,
Men ak! at Utak er Verdens Løn,
Derpaa han Beviser fik.
r
:
"Q
En Literaturens fortabte Søn
1^7
Hr. S t o c h h o l m man kalde kan,
Han. ærgrede nemlig Hr. Grøn saa grøn,
^
Ø m
At han blev en bister Mand.
Han plyndrede nemlig den arme Grøn
Eor noget af hans Lyrik
Og sagde: .»Den Bo& den bliver saa kjøn«.
Men Grøn til Fogeden gik.
Og, skjønt nu Lyrikken var billed-skjøn,
Ej Fogden for det havde Sans,
Men var følgagtig den stakkels Hr. Grøn,
Der paastod, Lyrikken var hans.
Og gav saa Hr. Stochholm paa dennes Bøn
Det glatte For-Lag paa Lag,
/
A
Saa Stochholm blev selv baade gul og grøn
/ /
Ved denne fatale Sag.
> § ? /
Og trods al hans bedende Suk og Støn
Af Ærgrelsen Følgen blev,
At nu det Hr. Stochholm er, der er grøn,
Fordi den Lyrik han bedrev.
Q $ e/v '( 9 a/c.
oPBiønt Det noB ua t onetBomme tYg-b j;ot od
at Btincj-e Bnet enBeEt a| $ u n i ) f u (9L6on.nen.tet.
not Bj-etteEigdte <ts>a.B |;ot Den JsSaBdu^efde, LBeDaB-
ttonen p a a Deted
tetteDe
tit
od j?ot Den
(A'øtte, ni Etat ij.Det PBEaDet
i
De fientunDne
90
(9Lat; det
vi
od Do^f. nøDda^eDe
tit
a t |temBoete not
'tcjciB onet Denne uanmoDet BofDte, ftødtetr^e V^al e
p a a Dette oPteD.
C(3ejn ere
c/oi'^aHere
.