63 / 325
det et Stillelivsstykke, som handler om Emi l , der er bleven
Hyrde for hele Hjorden og for Hesten gift med Oda, som er et
Livstykke og elsker Z a n g e n b e r g , som er Medlem af den libe
rale Vælgerforening og nok elsker hende igjen, men gifter sig med
Fru S i n d i n g formedelst hendes Hæderligheds Skyld.
Og det hele er naturligvis symbolsk ligesom Bygmesteren
og W i 11u ra s e n og J o h a n n e s j ø r g e n s e n og betyder
følgende: E m i 1 er bleven Sceneinstruktør, men har ikke noget imod,
at Zangenberg spiller i hans Fag, naar han bare maa beholde
de større Roller. Ma n t z i u s er Hofjægermester paa Scenen,
men i Virkeligheden Kammerherre og fornærmer et Par ældre
Abonnentinder ved at give Skum i »Statuen«. Og da han ikke
vil have, at Emil skal faa Lov til at dirigere det hele, siger
han til Dyrlægen og Degnen, som er E d v a r d b r a n d e s og
P e t e r n a n sen, at de skal lave Komplot mod Emil og Zan
genberg og Oda. Men da Edvard og Peter ikke passer ordentlig
paa og gjør Dumheder, bliver det ikke til noget, og i sidste
Akt siger Emil, at det ikke kan nytte, hvad Kammerherren
siger, for det er alligevel ham, der har sat hele Stykket i Scene.
Og saa siger Zangenberg, at Emil er dog den fineste Skue
spiller, vi ejer og har, og slet ikke for gammel til at gjøre
Lykke hos Damerne.
Frode,
Opera af Julius B e c h g a a r d . Som han mod en
ringe Godtgjørelse har faaet Lov at skrive af He n n i n g s . Ind
studeringen noget forhastet, det er ikke længere siden, den
blev antaget, end at flere af de ældre Koristinder godt kan
huske det. Men Kammerherren er jo saa bihøs, kan slet ikke
vænne sig til at tage Tingene med lidt Ro og se Tiden an.
Kritiken varm, Vejret ogsaa varmt. Resultat: Ros i Pressen,
B e c h g a a r d i H e n n i n g s ’s Vindue, Publikum i Tivoli. For,
skjønt Bechgaard, kan han dog ikke konkurrere med S c h uma n n ,
der baade er ældre og har skrevet saa mange kjønne Romancer
og som ikke har Hennings til Forlægger, meu er kommen ud
hos Vilhelm Ha n s e n .
Verdens-Udstillingen i Chikago
byder paa mange Forlystelser.
Blandt dem er der ogsaa en Konkurrence-Smøring af samtlige
paa Udstillingen ansatte Smørrebrødsjomfruer. De Konkur
rerende havde ved første Meeting faaet Ordre til at smøre tykt
paa, da Direktionen nok skulde holde Bøtte. Nummer 1 blev
en ung, dansk Dame fra Smørumnedre, der kom ind to Rundten
ommer før nogen af de andre Deltagere. Hendes udmærkede
Arbejde skal have gjort et saa stærkt Indtryk paa de Tilstede
værende, at selv Smørret blev rørt.
Det danske Petroleumsaktieselskab
paatænkte at anlægge
nogle nye Petroleums t a n k e r ved Korsør. Tanken bliver dog
néeppe realiseret, da Korsørs Indbyggere frygtør for at blive
generede af Petroleum s t a n k e n .
Guldkurens
Behandling af de 7 Ladegaardslemmer ifjor har
langtfra haft den Virkning, man haabede. De har nemlig alle
sammen igjen slaaet sig paa de stærke Drikke. Naa, hvad
Fanden! Mennesket kan nu migang ikke leve af Kjærlighed
og Keoley-Vand.
I L o m m e n .
^Das ewig weibliche
« paa mange Maader
Beviser daglig os sin store Magt;
Dog til en fræk og syndig Daad er
Ved det og et og andet Mandfolk bragt.
Som for Exempel dette: tidt i Lommen
Paa Kvinden var han som en Art Trofæ,
Men somme Tider var han ogsaa kommen
Der blot for hendes — Portemonnæ.
Vil derfor, Pigelil, de Vinger fagre
Du sprede ud, til Sommerfugle-Flugt,
Og rundt i Tivoli en Aften flagre
Og se, hvor W a t t har lavet al Ting smukt,
Mod somme Mandfolk, som kun lader fromme,
Men skjuler Rænker bag den glatte Skal,
I din uskyldige og tomme Lomme
Det bedste Værn Du altid søge skal.
Thi en Akilleshæl, Du Rosenblomme,
Skjønt rent som Sneen er dit unge Liv,
Er en en for
»ewig weiblieh
« Kjolelomme,
Der frister Mænd til farlig Tidsfordriv.
Ak! var den hævet blot en lille Tomme
Ej syndige Bagtanker vakte den,
Og ingen Haand sig omme ved din Lomme
Imod forbudne Frugter strakte hen.
Bedrøvelig jo Enden altid bliver,
Saavel for Eva som for Adam, naar
Hun ham til Synd og Daarlighed henriver,
Og han er svagelig og ej modstaar.
Hvordan man derved i Fortræd kan komme,
Man nylig med en driftig Mand jo saa:
En Finger fik han blot i Damens Lomme,
Nu i Kachotten haardt han bøde maa.