203 / 275
1 9 0
Skjærsommer, og Danmarks Kvinder mente det Samme,
de troede, at overalt, hvor Nordens Ungdom samledes,
dér var der Sommer (ved disse Ord hortes igjennem
Forsamlingen et Ja fra Damernes Læber). Over Festens
Glæde maatte man imidlertid dog ikke glemme Festens
Alvor; ved nordiske Mænds Møder var det altid Skik
at udvexle alvorlige Tanker; dog vare Studentermøderne
forskjellige fra andre skandinaviske Sammenkomster,
idet her nemlig ikke fandtes nogen gammel Student; de
Gamle foryngedes, og de Unge, som første Gang vare
med, fik først derved ret Syn paa Sagen.
Studenter
møderne vare et Vidne om Folkeaandens Sejr over For
domme og Indbildninger, Studenterne samlede sig i
Kongens Have, der var prydet med Brystbilleder af
Danske, Svenske og Norske, som Nordens Mænd. Leve
de svenske og norske Gjæster!
Derpaa besteg Biskop Grundtvig, hilst af livlige
Bifaldsraab, Talerstolen. Han glædede sig over endnu
engang at kunne hilse Hojnordens Ungdom, over dette
Møde med Hvperboræer, det er Højnordboer. Han stod
tilbage som den Sidste af den gamle Skjaldekreds, der
havde gjenvakt Valhals Guder og lært hele Europa, at
der her i Norden levede et Asamaal, et Bjarkemaal,
fælles og egent for hele Norden, hvori Kæmpeaanden
havde et bedre Eftermæle end Runestenenes, saa selv
de store Folk i Syd og Vest skulde have ondt ved at
følge med i det Stykke. Det var dette Aandesyn, som
endnu fandt Rum i hans Skjaldemund, men ret længe
kunde det ikke rummes der. I sin Ungdom havde han
givet det Løfte, at han skulde holde paa dette Aandeliv
og dette Aandekrav, og med dette Maal for Øje havde
han, den nordiske Bogorm, opflammet af Oehlenschlager,