Previous Page  8 / 58 Next Page
Show Menu
Previous Page 8 / 58 Next Page
Page Background

I.

D

e n

i det væsentlige endnu gældende Fo ro rdn ing om

Medicis

oc

Apotecker etc., som paa Dansk, Tysk og Latin udstedtes

den 4. December 1672, indeho ld t i sin femogtyvende P a ra ­

graf følgende kongelige Løfte: Saa lenge de Apotecker, som nu ere

i Voris

Residentz

Stad Kiøbenhaffn u-straffeligen ere

providere.de

med

gode Vare oc

Materialier

, saa at Indvaanerne nocksom dermed kunde

være betient oc forsiunet, oc ingen med Billighed der ofifver kunde

haffve at klage, skal det, indtil paa videre A llernaadigste Anordning,

forbliffve ved det Tal, som nu her i Staden er, oc ey fleere Apotecke

her sammesteds tilstedis, de nu værende til A ifbreck oc betryck.

I det nævnte Aar var K ristianshavn endnu en selvstændig By,

men to Aar senere bestem tes det, at denne Stad skulde inko rporeres

og indlives i København; i Løbet af de følgende Aartier fuldbyrdedes

Sammensmæ ltningen mere og m ere; Kristian den Fem tes Fo ro rdn ing

af 1672 m aatte nu ogsaa gælde for K ristianshavn med Hensyn til

Antallet af Apoteker i B esidensstaden ; men den Forøgelse i In d ­

byggerantal, som denne ved Indlemm elsen havde modtaget, fristede

sn art Ansøgere, der mente, at København nu m aatte trænge til et

femte Apotek.

Siden 1699 levede i Kallundborg som E jer af Apoteket der

Bar-

tholus Ferdinand Kyblich.

Han var Søn af Hofguldsmed F erd inand

Kyblich og han s H ustru Karen Bertelsdatter, som i København ejede

tvende Gaarde beliggende næst op til h inanden udi en Bække, den

ene paa Østergade og den anden i (lille) Kongensgade.*) Kyblich

havde giftet sig med sin F o rm and F rederik Aagesen Gjerulfs Enke,

Hedevig Tom asdatter, med hvem han levede i Ufred, indtil hun døde

30. September 1704. Med forskellige Borgere, der i Kallundborg

gjorde Indgreb i Apotekerens Handelsret, laa Kyblich i P roces; F o r­

retningen h a r ikke væ ret stor; da dens Indehaver forgæves havde

søgt at udvide den ved Erhvervelse af Privilegium som Herberger,

h a r han om sider fattet den T anke at forlade den By, der ikke vilde

blive hans Velfærds Hjemsted.

-

5