182 / 202
173
te den æ ld re
Clausen,
der k om hertil i en lykk elig
stund , at fo r d r iv e ; denne m an d , som i levende live
h a r gavnet m an g e, er ik k e efter sin død h ø rt op m ed
at væ re n y ttig , idet h an h a r efterlad t sig udmæ rked e
elever, der fø rer ku n sten v idere og m an d ig t befordrer
den . B lan d t disse er den største den endnu levende —
og gid h an læ nge m a a væ re det —
Wohlert,
der i
k r a ft a f sin anselige sk ik k else, sin k la re aand, sin
behæ nd ige h aan d , sin b eslu tsom h ed til at h and le, sin
udh o ldenh ed ved sygesengen , sin kæ rlighed til stu
dier og til de studerende, straaler b land t dem alle lige
som m a an en b land t de m ind re ly s ; og h an vil altid
straale, ind til læ g ekun sten , som ved h am h a r naaet
sit h ø jd ep u n k t, fu ld stæ n d ig gaar til g runde i vore
land e, m en at det n og en sinde skal ske, det fo rbyder
det trek løver (tre sp an d ) a f m æ n d , som nu h a r de
øverste p lad ser i den, og som ved deres h an d lin ge r og
sk rifte r lever i alles m u n d e , og det vil fo r eftertiden
de i deres sk o le r udd ann ed e rekru tter fo rbyde, idet
de m ed selve ku n sten vil overføre m an d en s navn til
en sen eftertid .«
D en n e væ ldige ros a f
Wohlert
synes m eget m æ rk e
lig ! F o r det fø rste lader han
Henning Ditlev Clausen
væ re den , som begynd te at fo rd rive ch irurgiens b ar
b ari h er i landet.
Clausen
fik 17 25 p rivilegium som
operatø r i K øben h avn , m en han angives at være en
elev a f
Johannes de Buchwald.
Im id lertid va r
Clau
sen
m eg et anset, og
Wohlert,
der v ar fø d t 17 03 i K iel,
v ar i læ re h o s h am , inden h an k om til at studere hos
Criiger
p a a th ea trum an a tom ico -ch iru rg icum . D er var
h an i n og le aar, v a r derpaa uden land s, g jo rd e sig b e
m æ rk et i Paris 1 7 3 8— 17 39 , idet han samm en m ed en
ung fr a n sk ch iru rg,
Puthod,
fo relagde det ch irurgiske