27 / 37
Ti Jomfruer fik deres Lamper i Haand,
fem vogtede deres med varlig Aand,
tog Olje i fyldte Krukker,
fem tog vel Lamper, men Olje ej —
tøver Brudgommen paa sin Vej,
mon ikke de Blus sig slukker? —•
Brudgommen tøver — med List og Svig
prøver hans Fjende saa falskelig
dem fra deres Vagt at føre,
Rigdoms Forlokkelser, Sorgløshed
med Hykleri og alt ondt man ved
vilde stoppe dem Øje og Øre.
Fem var Daarer. Af Verdens Pragt
lod de sig lokke fra Brudevagt,
forglemte den evige Glæde.
Fem efter Aarvaagenhedens Bud
vilde vaage og holde ud
for at kunne for Brudgommen træde. —
Og det er Nat over Jorderig,
en Mørkets Time frygtelig
som aldrig før fremskrider,
dog hør gennem Mørket saa ren en Klang,
det er de fromme Jomfruers Sang,
som vaager, mens Natten lider.
H y m n e (Kor).
De kloge Jomfruer:
O
Gud, trefoldig hellige,
du evigt højt ophøjede,
du ved hvis Almagts store Kraft
de vide Verdners Grundvold staar!
O du Guds Søn og Jomfruens,
som døende paa Korset gav
dit helligt-rene Offerblod
til Sone for al Verdens Synd!
Du Guddomsflamme, Kærlighed,
Vejleder ad den trange Sti,
at vi gaar frem med trøstig Hu! —
O hør, Treenige, vort Raab!