98 / 372
87
Thi at gjennemføre denne nye Afgift var ikke
gjort med blot vedblivende at opkræve den. De
Sefarende havde nu engang ondt ved at forstaae,
at den virkelig skulde være et Fremskridt, deres
Vrede var i Tiltagende, og der maatte neie pas
ses paa, naar det Dieblik kom, da det var nød
vendigt at aabne Ventilen. Dette afhang af Neder
lænderne. Kunde de blive enige ikke blot med
de andre Sømagter, men indbyrdes og med deres
spanske Overherre, saa var der ingen Tid at spilde.
Tilsyneladende var imidlertid dette Tidspunkt fjernt.
Landet var i Oprør, og Enighed med Spanien saa-
længe en Umulighed. Ikke desto mindre indtraf
Faren, førend Nogen kunde ane den. Statholder-
inden, Margretha af Parma, der ikke ansaaes for
skikket til at dæmpe Bevægelsen, blev hjemkaldt,
og i hendes Sted indsatte Philip den Anden sin
blodige Haandlanger, Hertug Alba til at tage det
ulykkelige Land under Behandling. Peder Oxe
kjendte ham fra sit Ophold i Udlandet. Han
vidste, at denne stolte, skumle, grusomme Spanier
ikke var til at spøge med; tilsyneladende blot kold
øg snu var han stærkt modtagelig for Fornærmelser,
med sydlandsk Ild kunde han sætte alle Hensyn
til Side for at hævne sig. Spørgsmaalet var nu,