237 / 469
Københavns Kirkesag.
Nr. 14.
Den 14. September.
1904.
E f t e r a a r s s t e m n i n g e r .
Af
Julius F riis Hansen.
Hver Aarstid har sin Stemning. Saaledes er det ogsaa i
'Kirkesagen.
Naar Sommeren er forbi, og de mange sommerrejsende Kø
benhavnere atter flokkes i Byen, plejer vi i Kirkesagen at
samle Oplysning til Udarbejdelsen af det følgende Aars Budget;
•og det første Spørgsmaal, der da skal klares, er dette.
Hvorledes stiller Udsigterne sig for indeværende Aar?
Hvert Efteraar staar dette Spørgsmaal med sin Alvor over
Kirkesagsarbejdet, saa at det for os, som arbejder for Kirke-
fondet, efterhaanden er bleven knyttet bgesaa sikkert til Maa-
nederne September og Oktober, som Løvets Gulnen paa Træerne
og Raslen for Efteraarsstormene.
Og i Aar er det Spørgsmaal ikke lettere a t . faa godt be
svaret end de foregaaende Aar, snarere tungere.
Jeg skrev i Fjor gentagne Gange, at Loven om Ligning paa
alle Københavns Borgere til Driften og til Vedligeholdelse af en
Del af Byens Kirker, vilde hæmme vort Arbejde for ad frivillig
Vej at samle Midler til de andre Kirker.
Mange troede det ikke. Enkelte modsagde det med afgjort
'Sikkerhed. Men vi, som staar midt i det frivillige Arbejde, vi
faar det nu at mærke — endda ret grundigt.
Det er ikke de gamle trofaste Kirkesagsvenner, der bliver
borte med deres Bidrag, eller som har ladet deres Stemning for
Sagen svinge for dette statskirkelige Pusf. Nej, Gud være lovet.
Derimod de mange - om jeg saa maa sige - mere tilfældige
Bidragydere, og saa allermest: hele den store Flok af k irk e
folket, som endnu ikke har lært at forstaa Kirkesagen.
Disse er bleven endnu mere uforstaaende, endnu fastere i -
det i den gamle Vildfarelse: Præsterne er statslønnede og Staten
•eller det Offentlige sorger for det Hele - denne Vildfarelse er