19 Dec. afdelinger kun maa ske undtagelsesvis, navnlig hvor saadanne
Nr. 335. Anbringelser kan siges at være begrundet i Hensynet til de
paagældende selv, idet det f. Eks. drejer sig om Folk, der
ikke kan klare sig selv, og andet Anbringelsessted vanskeligt
kan skaffes. Efter det af Amtet oplyste har vedkommende
sociale Udvalg herefter ikke været berettiget til at henvise
de paagældende til Forsørgelse paa en Arbejdsanstalts For-
sørgelsesafdeling.
Da det i de af Amtet nævnte Tilfælde ikke drejer sig
om forsømmelige Forsørgere eller andre af de Personer, der
omhandles i Forsorgslovens Kapitel XXV—XXV II, hvor
der findes Hjemmel for, at disse Personer, naar visse nær
mere Betingelser foreligger, kan indlægges i Arbejdsanstalt,
jfr. ogsaa §§ 200 og 217, og da Indlæggelse i Arbejdsanstalt
kun kan ske, hvor der er udtrykkelig Hjemmel derfor, kan
de her omhandlede Personer ej heller indlægges i disse An
stalter.
Under Hensyn til, at der i de af Amtet fremdragne
Tilfælde er tilbudt de paagældende Personer Arbejde, for
hvilket der ydes tarifmæssig Betaling, samt til, at de paa
gældende efter det af Amtet oplyste, efter deres Helbreds
tilstand, deres hele Uddannelse og øvrige Forhold er i Stand
til at udføre det tilbudte Arbejde, hvorved de vilde blive
i Stand til at forsørge sig selv, maa Socialministeriet holde
for, at de paagældende forsaavidt ikke er trængende til
offentlig Hjælp, hvorfor de sociale Udvalg maa anses be
rettiget til indtil videre at nægte dem Hjælp og i Stedet
henvise dem til at overtage det dem anviste Arbejde.
Forsaavidt de omhandlede Personer desuagtet stadig
uden rimelig Grund nægter at overtage Arbejdet og som
Følge deraf udsættes for at lide Nød, følger det af Forsorgs
lovens § 306, at den Hjælp, der herefter bliver fornøden
for at afhjælpe den Trang, som de efter det anførte maa
siges selv at være Skyld i, i ethvert Tilfælde kun kan ydes
som Kommunehjælp med Tab af Valgret og Valgbarhed,
medmindre Kommunalbestyrelsen efter Indstilling af det
1 933.
1132
Skr. ang. Hjælp til arbejdsløse.