VægterneOgDetGamleKøbenhavn

dem til en bestemt Tid, om endog et ægyptiskt Mørke da finder Sted;

i andre Hovedstæder slukker man derimod slet ikke Lygterne, men

lader dem lyse fra den mørke Aften til den klare Dag; ikke at tale om,

at Kjøbenhavn, endskjøndt forsynet med nye Lygter, alligevel staaer

langt tilbage i Gadebelysning for andre Hovedstæder. Saalænge altsaa

Kjøbenhavn har havt Lygter, har den formodentlig ogsaa havt omtalte

Formørkelses-Anordning, og ingen af de høie Vedkommende har endnu

indseet:

at af alle Maaner er den kjøbenhavnske Maane een af de gjen-

strigigste og trodsigste,

den respekterer hverken Magistrat eller Politi

og ændser ikke Almanakens Bebudelser.

Endskjøndt Lygteskatten opkræves med en klækkelig Summa, maae

vi dog i flere Aftener vandre i Bælmørke, og det undertiden saaledes

at vi ikke kunne see Haand for Øie eller finde Hjørnet af Gaden, ja ofte

udsættes vi for at falde og vorde lemlæstede. Det er paa slige Aftener

et Held for os, at der fra saa mange Boutiquer og Kjeldere udbredes

Lys over Gaderne; var dette ikke tilfældet, vilde det ikke være muligt

at gaae uden Haandlygte fra det ene Sted i Byen til det andet. Man maa

altsaa takke Boutique- og Kjelderbeboerne, der dog hver især maa yde

deres Andeel i Lygteskatten, for dette Gode! - I de tvende sidste Maa-

neder vilde den stridige kjøbenhavnske Maane ikke udbrede sit Lys

over Byen; den holdt sig til Trods for Almanakens Bebudelse skjult i

Taage eller Skyer, og selv ikke Aftenen før Flyttedagen vilde den lyse

førend henimod Kl. 9, imedens vi arme Indvaanere snublede over Halm

og Møddinger; ja man hørte endog (thi see kunde man ikke) at flere

Karle med Dragter stødte mod hverandre og spolerede Flyttegodset;

man kunde da ikke andet end falde i Forundring over Vedkommendes

utidige Sparsommelighed især paa slig travl Aften. Vel tales og skrives

der meget om Besparelser; men Alt til sin Tid, sagde den vise Salomon;

at lade Indvaanerne vandre i Mørke, naar Vægtermaaneskin er bebu

det, er en latterlig og høist utidig Sparsommelighed.

Har nu denne Uskik fundet Sted i Aarhundrede(r), saa troer man

med Ret og Billighed, at det maa ansees for at være paa Tiden at den

endeligen vorder afskaffet, saa at det anbefales Vægterne, at tænde

Lygterne forinden Mørket falder paa, og under intet Paaskud at slukke

dem førend Maanen lyser klart og Luften er fri for Skyer.

Hvad Lygternes Slukning Kl. 12 angaaer, vil man her ei berøre dette;

dog var det (det) at ønske, at nogle flere Lygter maatte være tændte i

hver Gade. Idet vi indstille Ovenstaaende til Vedkommendes gunstige

Opmærksomhed, haabe vi at see den her paaankede Mangel afhjulpen,

da der aldeles ikke findes nogen Aarsag, der kunde tale for at lade den

vedvare.«