BarbervæsenetDanmark

og Artikler kendes for Flensborg, Odense, Helsingør og Bergenlavets

Vedkommende og Indstiftelsesdagen for alle de syv nævnte Lav, saa

hviler der et Slør baade over de indre Begivenheder indenfor de

danske Provinslav saavel som over disses Skæbne og endelige Af

gang. Udover Visheden for at de overhovedet har eksisteret, ved

man intet. Noget Spor i Form af Skraaer eller Lavsartikler har

de tilsyneladende ikke efterladt sig, hverken for Aalborger og Mal-

mølavet og muligt ikke heller for Stockholmerlavet. Højst kan de

siges at have bragt deres Tilværelse i Erindring og det gælder end

da kun Aalborg- og Bergenserlavet, naar de paagaaet af Fuskerne

klagede til Kongen og udbad sig hans Beskyttelse. Der vil altsaa

ikke kunne meddeles noget om, hvornaar de er gaaet ind, kun véd

man, at Bergenserlavet i 1842 var ophørt at eksistere17) og at de danske

Lavs Levetid ophørte, da Næringsfriheden indførtes, men rimeligvis langt

før. At der ikke var Lav for Barberer i de andre Byer, betød imid

lertid ikke, at disse Byer var uden saadanne. Tværtimod var der sik

kert Barberer i de fleste Byer og det kan godtgøres, at der saa tidlig

som i 1566 var Barberer i mindst 26 af Landets daværende 54

Købstæder18) og maaske i adskillige af disse, flere Barberer samtidig.

Ligeledes vides at adskillige Byer i det sydlige Sverrig som Malmø,

Landskrona, Helsingborg og Ystad paa den Tid havde Barberer19).

Det har saaledes hverken da, som selvfølgeligt senere manglet paa

Barberer i Provinsbyerne. Noget andet er, at der var ikke faa Køb

stæder, hvis Barberer erhvervede Eneret paa Udøvelsen af Barber-

næring, og i saa Fald maa altsaa Eneretten siges at være traadt i

Lavs Sted, forsaavidt som den ydede Indehaveren den samme Be

skyttelse, som en Lavsskraa vilde have gjort. Et sadant Tilfælde

med Eneret for tvende Barbererer har vi fra 1621, idet der den 21

April udkom en Forordning om, at der kun skal være to Badskærere

i Roskilde 19a), en Form for Lav der kun fattes Skraaen for at være lig

med andre Lav. I Rang hermed og i Virkeligheden af samme Beskaf

fenhed er de nedenfor anførte Eneretsbevillinger for enkelte Personer.

I Byer, hvor der intet Lav eller ingen Eneret var paa Næringen, har denne

altsaa været fri. Enhver har kunnet nedsætte sig her uden Afhængig

hed af nogen Skraas Bestemmelser. Højst har der været Tale om

at løse Borgerskab, en Forpligtelse, man for en enkelt Købstads,

Aarhus, Vedkommende ser, kan gaa saa langt tilbage som til Aar

149020).

Den omtalte Eneret gaves dels i Følge et særligt Forhold, der