SøndagsskoleArbejdet

for at tjene og hjælpe. Desuden holdt Børnene af at komme

i Søndagsskolen, der kom flere og flere, og nogle begyndte

at lægge sig paa Sinde, hvad der blev talt til dem. Dette

drog navnlig Mødrene, saa at flere af dem jævnlig kom hen

i Søndagsskolen, og nogle af dem blev vakt. Den Kone, som

undrede sig over, at vi saa ud som and re Mennesker, blev

senere en af vore trofaste Venner.

Im idlertid voksede Arbejdet, Børneantallet steg rask, og

flere Søndagsskoler sluttede sig til Den indre Mission. I

1877 var Antallet naaet til 6 og steg fremdeles. Det ugent

lige Forberedelsesmøde, sædvanlig kaldet Forklaringsmøde,

som i Begyndelsen blev holdt i Privathjem , først et m in

dre, siden et rummeligere, m aatte forlægges til Missionens

Lokaler; men vi vedblev dog mere eller m indre at kende

hverand re og føle os som en sluttet Skare, der havde Ar

bejde og Maal tilfælles. Derved udviklede sig noget af den

Samfundsfølelse, som Landfolk fra Egne med Trosliv ken

der saa godt, men som den store Bys spredende Ind fly

delse lægger saa mange H indringer i Vejen for. En god

Hjælp i denne Henseende var de forskellige Møder til Op

lysning og Samtale om den Gerning, som dog for de aller

fleste af os virkelig var en Hjertesag. En frem ragende

P lads blandt disse Sammenkom ster indtog de saakaldte

„lange Møder“, der bestod i, at efter Forklaringsmødet

fulgte en Indledning til en Samtale om vort Arbejde. Under

denne kneb det rigtignok for adskillige at vænne sig til

at høre deres egen Stemme, n aa r de vilde gøre et Spørgs-

m aal eller en Bemærkning, men særlig Professor P. Mad

sen havde en egen Evne til at føre et saadan t Indlæg vi

dere. „De mener vist,“ begyndte han, og derefter fulgte en

Udvikling til Glæde for os og til Fo rund ring — maaske ikke

m indst for Vedkommende selv — over den frugtbare

Tanke, som var blevet udkastet. Ogsaa ved Afslutningen

kunde Professoren sige Ord, som gjorde Indtryk. En Gang,

da vi rimeligvis havde talt om, hvorledes m an bedst kunde

n aa Børnenes H jerter under Klasselæsningen, sagde han

efter endt Sam tale om trent følgende: „Hvor megen Flid

De end gør Dem med, hvad De siger til Børnene, vil meget