555 / 646
Fra Dyrehaven
549
Hans Andersen begærede fuldkommen Afkald og Tings
vidne i efterskrevne Tingmænds Paahør« 1).
Det fremgaar af Brevet til Amtmanden, at det har
været Kongens Tanke, at hele Byén skulde flyttes et
andet Sted hen og dens Befolkning samles der. Men
denne Plan blev ikke udført. Det har vel ikke været
muligt at finde et folketomt Areal af saa stor Udstræk
ning, at en hel Landsbys Befolkning kunde bosættes
derpaa. Derimod var det let nok at finde øde Gaarde
og Huse spredt omkring i alle Sogne; thi Svenskekri
gens Virkninger var endnu langtfra overvundne. Det
blev da paa den Maade, man anbragte de Stokkerup
Bønder. Det lille Samfund blev fuldstændig opløst og
spredt, og de husvilde Folk maatte finde sig i at faa
nye Naboer.
Allerede i Jordebogsregnskabet for 1670 findes un
der Gladsakse Sogn og By denne Bemærkning: En Halv-
gaard, antaget øde af en Stokkerup Mand; og ved en
anden G aa rd : I lige Maade øde, antaget med Frihed af
en Stokkerup Mand. I Buddinge træffes ligeledes en
Stokkerup Mand, og i Gentofte nævnes to Gaarde, »an-
tagne med Frihed«, hvorved der maaske ogsaa sigtes til
den treaarige Skattefrihed, som jo var tilstaaet Bønderne
fra Stokkerup. I 1671 hedder det ved en Gaard i Em-
drup: »Jens Olsen og Laurs Pedersen, kommen fra
Stokkerup, har antaget Gaarden øde og nyder 3 Aars
Frihed efter Ivgl. Majts. Brev«. I Gladsakse nævnes i
dette Aar tre Mænd fra Stokkerup og i Buddinge to.
Under Lyngby nævnes: »Laurits Andersen, kommen fra
Stokkerup, er forarmet, dog antaget Claus Jørgensens
Gaard, som han for Armod kvitteret, formener ligesom
de andre af Stokkerup Mænd at nyde 3 Aars Frihed.«
Saaledes var nu Landsbyens Befolkning spredt for
]) Tingbogen fol. 91 b og 108 b.