KjøbenhavnsGrundejer

162

jeg har sat mine Kræfter og min Arbejdsevne ind paa at løse

de Opgaver, der var mig paalagt, saa godt, som jeg formaaede.

Det er muligt, at det bliver sidste Gang, jeg henvender mig til

Dem — det afhænger ganske af Forsamlingen om jeg skal for

lade min Virksomhed for Grundejerne samtidigt med, at jeg iaften

forlader dette Lokale. Jeg er hverken kommen i Uoverensstem

melse med de kjøbenhavnske Grundejere, ejheller har jeg tabt

Troen paa Grundejernes Sag, men jeg har ikke destomindre

maattet vige Pladsen, fordi den Tillid jeg har mødt hos dem, mine

Damer og Herrer, har drevet Bestyrelsesmedlemmer til at lade

Misundelsen blive deres Forstand og Illoyalitet deres Kraft. Et

af Bestyrelsesmedlemmerne er baade Kasserer og lønnet Sekre

tær — men samtidigt hermed er han ogsaa Sekretær for Fælles

foreningen. Sekretær Chr. Olsen kunde ikke tjene to Herrer,

hvad der ikke var saa underligt, thi Umuligheden heri er kendt

nok. Han kom til et Modsætningsforhold enten til Fællesfor

eningen eller K. G. og særligt til K. G. Jeg har vist stor Resig

nation ved Sammenslutningen den 6. Februar 1923, hvor K. G.’s

Repræsentation blev meget mindre end Foreningens Medlemstal

havde kunnet gøre Krav paa — derfor mente jeg, at vi til Gen

gæld kunde vente lidt Loyalitet fra den Side. Som K. G.’s Re

præsentant i Fællesforeningen har jeg mødt Gang paa Gang

med de Forslag, som min Bestyrelses enstemmige Sanktion stil

lede. Ikke desto mindre fremsatte

Partikulier Marker

den Be

skyldning mod mig,

at jeg handlede paa egne Vegne og ikke

med Bestyrelsens Sanktion. Sekretær Chr. Olsen

, som var til

Stede og som Medlem af K. G.s Bestyrelse godt vidste, at jeg

havde Bestyrelsens Sanktion og bl. a. ogsaa hans egen Stemme,

havde intet Ord at sige til Partikulier Markers Angreb paa mig.

Jeg forlangte derfor af min Bestyrelse, at den skulde give mig

en Skrivelse til Fællesforeningen, hvori den erklærede, at jeg

havde handlet efter Fuldmagt, men man svarede mig — særligt

fremhævet af Sekretær Olsen, der nu havde faaet Mælet igen —

at jeg selv kunde koncipere Skrivelsen, saa fik jeg den, som jeg

ønskede den. Dagen efter bad Sekretæren mig om, i sin Egen

skab af Bestyrelsesmedlem, at maatte foretage nogle Ændringer

i mit Udkast, hvilket jeg indrømmede ham, hvorefter han modtog

Skrivelsen til Ekspedition. Efter min Hjemkomst fra Paris er

farede jeg imidlertid, at et Par af Bestyrelsesmedlemmerne, uden

at underrette Bestyrelsens Flertal herom, havde

tilintetgjort