18 / 220
i i
Det var imidlertid ikke blot i de Dele af Byen, hvor Gade
niveauet skraanede stærkt, at Mangelen af Kloaker medførte
Oversvømmelser. Ogsaa den øvrige Del af Byen havde betyde
lige Ulemper ved indtræffende Regnskyl, i Særdeleshed ved Natte
tid. Det er en saadan Kalamitet, som Visedigteren Wilhelm
Rantzau giver Udtryk i følgende Verslinier om Rullemadammen:
— Kjælderen ved Rundetaarn ej jeg glemmer let;
Hvergang det regned’, vi maatte træ’e Vande,
Baade min Mand og jeg ligesaadanne,
Og Børnene, de Smaa,
Fik Svømmeseler paa!
Før turde ingen Sjæl af dem i Sengen gaa.“
Det er derfor ikke for meget at sige, at Aaret 1860 var Ind
ledningen til en ny Æra i vor Bys Udvikling alene ved disse enorme
Fremskridt. For Fuldstændighedens Skyld maa ogsaa anføres for
skellige andre kommunale Goder fra samme Tidsperiode. Det
hidtilværende „borgerlige Brandkor“, som i Ildebrandstilfælde
først skulde sammenkaldes ved Klokkernes Klemten og Vægter
nes Pibekoncert samt Trommen, blev nu afløst af et stationeret
Brandkorps med 6 faste Stationer fordelt over Byen, indbyrdes
forbundne ved et specielt Telegrafsystem.
Ogsaa „indendørs “ tilflød der Byen nye Goder. Vestre Gas
værk leverede dette Aar de første Koks, som hurtigt blev det
almindelige Brændselsmiddel, ligesom Petroleum kom hertil fra
Amerika og foranledigede, at Petroleumslampen med sit klare,
rolige Lys holdt sit Indtog i Byen fortrængende „ Tællepraa-
sen“ og dens nære Forbundsfælle „Lysesaksen1. Vel havde
man Stearinlys; men det var kun de mere velhavende af Byens
Borgere, der havde Raad til at anvende en saadan Luksus. Petro
leumslampen, flottere eller tarveligere, blev derimod nu hurtigt
Hvermands Eje. Petroleumslampen i sin første Skikkelse — den
saakaldte „Moderatørlampe“— kunde hæves og sænkes, saa Lyset
virkede saa bekvemt som muligt. Samtidigt med Petroleum kom
ogsaa „Patent-Belysningsvædske*, hvortil der anvendtes en lille
Haandlampe, der havde den Egenskab at brænde uden at ose
og ikke at slukkes selv i stærk Træk, hvorfor den var kærkom
men for „Madammen", naar hun i Natkappe og Sjal ventede
sin kære Gemal hjem „lidt tidlig paa Morgenkvisten“ — som
det den Gang hed — klar til at holde sin „Gardinprædiken*,