238 / 274
GEFION.
V I N T E R N A T P A A
Nal
—
Vintertide.
Poplernes Side
Rejser sig stank.
Voldgraven blank
,
Is paa dens Flade,
Spejlende Kirkens Facade.
Lige ved Kirken
Mindet om Virken
Af Jætternes Slægt:
Svøben med Vægt
Gefion svinger,
Okserne Ploven fremtvinger.
Hej, hvor de snøfter,
Plovjærnet løfter
De næsten af Jord.
Spændt er hver Gjord,
Musklerne svulmer
,
Smerten med Arbejd de dulmer.
Stolt Jættemøen
Udpløjer Øen
I Vinterens Nat.
Af med din Hat,
Ryggen du bøje:
Hun kan dig lære at pløje!
Slig skal du være,
Slig skal du skære
I Visdommen ind,
Nidkær i Sind
Søge dens Kærne,
Bruge som Plovkniv din Hjærne.
Viljen som Svøbe!
Lad dem kun løbe
Tankernes Okser,
Se, da fremvokser
Herlige Lande,
Skabt bag din grublende Pande!
LAURITZ VØHTZ