2 5 0
BRANDFORSIKRINGEN 1795—1807
E ft e r at B ra n d fo r s ik r in g e n s og' F in a n s k o lle g ie ts F o r s la g d. 6 . N o
v em b e r 17 9 5 v a r b le v e n go d k en d t a f K o n g e n , stod d e r de b ra n d lid te 4
M u lig h e d e r a a b e n :
a) D e k u n d e i O v e re n sstem m e lse m ed A n o rd n in g e n a f 1 7 . J u l i faa
E rs ta tn in g e n u d b e ta lt i L ø b e t a f 4 A a r (8 T e rm in e r), h v e r G a n g m ed
H a lv d e le n k o n tan t og H a lv d e le n i A n n u ite te r,
b) e lle r fo r d en k o n tan te E rs ta tn in g s V e d k om m e n d e m o d tag e 4 % ’s
O b lig a tio n e r, d e r sk u ld e væ re in d frie t i L ø b e t a f 4 A a r ,
c) og fo r A n n u ite tse rsta tn in g en fa a u d b e ta lt 85 % a f d en s B e lø b ,
d) sam t en d e lig i S ted et fo r d en sam le d e E rs ta tn in g e lle r fo r en D el
a f d en , dog a ltid h a lv t A n n u ite te r og h a lv k o n tan t E rs ta tn in g , m o d
en A fk o rtn in g a f 4 % m o d tag e 3 SA °/o’s fra K re d ito rs S id e u o p sig e
lige O b lig a tio n e r, d e r sk u ld e væ re in d frie t in d en U d løb e t a f 3 1 A ar*).
D a d en sam le d e E rs ta tn in g ssum v a r o p g jo rt, b e lø b d en sig til i alt
*) Følgende nærmere Regler blev fastsat for Erstatningens Udbetaling1)- Saa snart
hvert enkelt Erstatningsbeløb var bleven endelig opgjort, udleveredes der de
brandlidte et Afregningsbevis paa liele den Sum, de havde til gode, hvori der
var indført, i hvilke Terminer Betalingen skulde finde Sted og de Renter, der
skulde svares. Disse Afregninger havde til Hensigt straks at skalle Husejerne
Kredit og kunde derfor transporteres, hvad Kancelliet lettede ved at tillade, at
det skete uden Stempelafgift2)- Efterhaanden som Brandforsikringen indfriede
deres Paalydende, tabte Beviserne i Værdi. Folk, der vilde give Laan paa dem,
maatte derfor altid ved Forespørgsel paa Kontoret søge Oplysning om, hvor
stor en Del af deres paalydende Sum, der var bleven udbetalt. Med Hensyn
til selve Erstatningen, var Kancelliet oprindelig stemt for, at den skulde ud
betales til Panthaverne, men gik paa Direktionens Forestilling3) med til, at det
som Regel blev Husejerne, der hævede Godtgørelsen; dog maatte de ved Ud
skrift af Pantebogen eftervise, om nogen havde Pant i deres Ejendom og i be
kræftende Fald fremlægge Kreditorernes skriftlige Tilladelse til at modtage
Erstatning. Direktionen opnaaede, at Hof- og Stadsretten uden Vederlag ud
stedte de forlangte Attester4).
Annuitetsbeviserne5) kunde enten lyde paa Navn eller Thændehaver, men
skulde for at være gyldige bære 2 Stempler, det kongelige Navneciffer, der be
tegnede Garantien, og Brandforsikringens Segl. Ifølge Anordningen af 17. Juli
maatte hver enkelt af dem ikke lyde paa Beløb over 1000 Rd., hvorimod de
kunde deles i Summer paa indtil 25 Rd. Denne Bestemmelse var en Indrøm
melse til Modtagerne, som lettere kunde transportere Beviserne, naar de lød
paa mindre Beløb, og samtidig en Nødvendighed for Kassen, naar den Ottende
del af Annuitetserstatningen, der hver Gang skulde udleveres, var under 1000
Rd., eller ikke kunde deles med dette Tal. Ogsaa Annuiteternes Transport fri
toges for Stempling8). Trækningen af de Numre, som skulde indfries, foregile
hvert Aar i Juli Maaned — første Gang i 1796 — i den samme Sal paa Rosen
borg, hvor Lotteriet blev trukket. 2 Direktører og 2 Kommitterede skulde al
tid være til Stede. Alle de 1840 Numre blev, første Gang Trækningen foregik,
nedlagt i en dertil indrettet Maskine og det fastsatte Antal udtrukket, hvorpaa
Maskinen forsegledes, for først igen at blive aabnet Aaret efter. Udbetalingen
foregik i den følgende 11. December Termin.