233 / 293
22cS
Korridoren.
Spyd. — Nrr. 4 6 3 og 4 6 2
Diana
fælder
Orion
med sin
Pil, fordi han elskes af E o s (Morgenrøden). — Nr. 4 7 6
Adonis.
— Nr. 475 En
Jæger
. der har fældet en L øv e.
— Nr. 477
Narcis,
som forelsket betragter sit eget B il
lede i Vandet;
Amor staar b ag ved og spotter ham.
Blandt T h .s Gemmer (se Vær. X X X V II S . 239) findes en
(Nr. 8 51 ) med lignende Motiv; men her symboliserer en
bortflyvende, klagende Amorin hans ulykkelige Selvkæ r-
lighed.
R el.-F rise Nr. 339
Toget til Parnas.
— T o g e t aab-
nes af Apollo, hvis Vogn drages af P eg asu s; en skøn
L ysets Genius fører Tømm en; paa Siden af Vognen er
svagt fremstillet, hvorledes Satyren Marsyas, der havde ud
æsket Apollo til en Væddekamp, bliver levende flaaet for
sin Frækhed. Apollo sidder med Lyren i Armen og slaar
Strengene, idet han inspireret skuer opad og tilbage. E fter
hans Vogn danser Gratierne i en smuk Gruppe, førte af
Amor, der denne Gang har slynget sin Rosenlænke om
dem (jvf. Rel. „Amor bunden af G ratiern e“) ; en Amorin
strør Blom ster for dem. D erefter følger Muserne (jvnf. S . 1 5 6 ):
Klio (Historien) værdig og tankefuld, med Griflen i den ene,
Skriftrullen i den anden H aand ; Euterpe (Musikken), Thalia
(Lystspillet) og Melpomene (Sørgespillet) i samlet G rupp e;
den sidste p ræ g tig ; T erp sich o re (Kordansen) og E rato
(Kærlighedssangen) bevæger sig dansende fremad, medens
en Amorin bæ rer den for dem fælles L y r e ; Polyhymnia
(den religiøse Sang) staar i en lidt søgt Stilling, men Ura-
nia (Stjernekyndigheden) skuer med en smuk Bevægelse
mod H im len; ogsaa Kalliope (det berettende D igt), der
skriver paa sin T av le, er fuld af Værdighed.
Men den
smukkeste Skikkelse
er Musernes
Moder Mnemosyne
(Erindringen), der følges af Harpokrates (Tavsheden).
Sidst i T o g e t gaar den blinde Homer, ledet af D igtekun
stens Genius, som støtter hans L y re og bæ rer hans Palme
gren og Hæderskrans, medens han selv med løftet Aasyn
reciterer sit D igt.
D et var T h .s Mening, at efter Homer,
Digtekunstens Fader, skulde de store D igtere, lige fra
Oldtiden frem til hans egne D age, komme vandrende i en
lang Række, der godt kunde blive „en hel Mil lang“, som
han sagde.
Han naaede imidlertid aldrig videre end til
denne Begyndelse, der er fra Som ren 1832.
Andre Op
gaver drog ham bo rt fra dette Værk, som han havde paa