7 / 495
VI
fatter og Lærer, var det naturligt at knytte Skildringen af hans Betydning
i disse Henseender til den Anstalts Historie, han ledede, og, for at
begrunde det europæ iske Ry han vandt, at drage en Parallel m ellem ham
og de Celebriteter i Obstetriken, der netop hørte til hans Samtid. Til
at støbe en lignende Ramme om en Skildring af Sylv. Saxtorph og hans
Tid savnes, som alt sagt, de Motiver, der berettigede saadant for den
forudgaaende Periode, og det kunde vel forsaavidt synes en m indre
fristende Opgave at gøre Tiden efter Matth. Saxtorph til Genstand for
en monografisk Behandling, naar ikke andre H ensyn lod sig paapege,
der kunde støtte Ønsket om at overgive Eftertiden en nogenlunde ud
tømmende Frem stilling af Stiftelsens H istorie til det T idspunkt, da den
gam le Bygnings Saga i egentlig Forstand var ude. Saadanne Hensyn
maa søges i Følgende.
Der har utvivlsom t hidtil hvilet et tæt Slør
over den lange Periode, hvori Sylv. Saxtorph raadede i Stiftelsen, som
Ingen har følt Trang til at drage til Side, dels fordi Traditionen har
været, at der intet nævneværdigt var at berette om den i disse mange
Aar, dels vel ogsaa fordi Adgangen til de Kilder, der maatte have kunnet
bekræfte eller om støde hin Tradition, manglede. D isse kunde først
blive frugtbringende ved Indlemm elsen og Ordningen af F ød selsstiftel
sens Arkiv i Landsarkivet, hvor Forholdene muliggjorde et Detailstudium
af det overordentlig righoldige Materiale, der kunde sætte Frugt i en
alsidig Skildring a f Stiftelsens indre Forhold i Saxtorph’ernes Tid og
saaledes kuldkaste den Opfattelse, at hin lange Periode, 1800— 40, var
saa ganske gold og interesseløs historisk set. Paavisningen af, al det
ikke forholdt sig saa, maatte blive en af Hovedopgaverne i dette
Arbejde.
Hvad endelig angaar Tiden efter J. S. Saxtorphs Død indtil Ind
flytningen i den ombyggede Stiftelse 1849, altsaa Levvs 9 første Embeds-
aar, da blev jo, i Modsætning til tidligere, Offentlighedens Opmærk
somhed nu i høj Grad henledet paa Forholdene i Fødselsstiftelsen, fo r
tvivlede som de stillede sig under Epidem iernes gentagne Udbrud
og den derved foranledigede Omflytten i interim istiske Lokaler, h vo r
under Angrebene paa Stiftelsen og dens Styrelse voksede i Heftighed,
og hvor Afgørelsen, hvorvidt dens Eksistens overhovedet var berettiget,
længe var svævende. Fra visse Sider set blev det vel nok disse Aar,
d er satte de dybeste Mærker i Stiftelsens H istorie, og dels af den Grund,
dels fordi det ogsaa hidtil har skortet paa en i Enkeltheder gaaende
Redegørelse for den Opløsningens og Forvirringens Tid, der gik forud
for Restaurationen af Juliane Maries Gaard, er de dragne med ind i
Skildringen af dennes Historie.
Et Ønske, der saavel under Udarbejdelsen af denne Monografi, som
af den tilsvarende om Matth. Saxtorph og hans Tid. ofte har paatrængt
sig mig, er dette, at de begge var fremkomne adskillige Aar tidligere,
da den Kreds a f Læger, hvis Uddannelse har været knyttet til det gam le
Hus, ikke var saa stærkt udtyndet som nu. Allerede Mange blandt den
nuværende Generation har jo slet ingen Mindernes T ilknytning til hint
Sted, og mere og mere vil dette gøre sig gæ ldende i Frem tiden. Tidens
Tendens er næppe at bekymre sig synderligt om Fortiden, og hvad den
bragte, kun Øjeblikket og dettes Viden fanger Interessen, et Skær, der