OffentligeForlystelserIFrederikDenSjettesTid

GELY LATOUR

131

bæk, der mindede om Kildeforlystelserne ved Kir

sten Pil.

Naar Forlystelserne gjaldt Hovedstaden, blev Ma

gistraten jævnlig spurgt til Raads, men fra den Kant

lød bestandig den samme Vise, om at saadanne Fore

stillinger og Forevisninger „ikkuns tjener til at ud

suge den nysgerrige gemene Mand, der som bekendt

løber efter alle Ting, og at forskaffe slige fremmede

en Fortjeneste, hvilken de derefter af Landet ud

føre“. Kancelliet lyttede undertiden til disse Klage-

maal, men gik lige saa hyppigt sine egne Veje, vra

gede, søgte ud, og hvad der var „seværdigt“, fik

Lov til at passere; et anbefalende Moment var det,

naar det kunde antages, at de fremmede Kunstnere

spiste Fortjenesten op, inden de rejste. Saa trøstede

man sig med, at Pengene blev i Landet, og at Pub

likum tillige morede sig.

I det foregäaende er hin Tids Gøglerleben belyst

ved saa mange Eksempler, at det burde være til

strækkeligt; alligevel staar tilbage et Par Fænomener

fra dette rigt nuancerede Omraade, der i Datiden

vakte saa stor Opsigt, at de ikke tør forbigaas. Saa-

ledes var den „uforbrændelige Spanier“

Gely Latour

et Særsyn, hvis Eksperimenter bragte Tanken tilbage

paa Middelalderens Ildprøver. Kotzebue, der saa ham

i Paris 1804 og beundrede hans Kunststykker, om

taler ham i sine Erindringer; „wenn dieser arme

Jüngling,“ udbryder han, „eben so gefühllos gegen

die Flammen der Liebe bleibt, so ist er doppelt zu

bedauern.“ I Slutningen af 1813, da Latour opholdt