15 / 176
N
ED ad en Havegang kom der To gaaende, Mand og Kvinde:
hun var som en moden Drue, fuld af Sødme og Fyrighed,
det blotte Syn af hende steg ham til Hovedet som en let Rus.
Skikkelsen var høj, slank og spænstig, præget af en egen rank
Ynde; men slet ikke ungpigeagtig, hun var helt ud
Frue
— »dog
aldrig saa man saa jomfruelig en Frue«. Det beroede ingenlunde
paa den værdige Morgenkappe eller den — o —saa kyske Skørte?
vidde, men paa noget i den hele Fremtoning, noget Utilnærme?
ligt, ja Uberørt, som i Farve kun kan gengives ved uplettet
Hvidt. Og som en stolt, hvid Fugl, som en
Svane
gled hun og?
saa frem i et Fjerbrus af mild Dejlighed: der laa over hende det
Skær af Højhed og Gratie, som kun den fødte Fornemhed kan
forlehne med — eller en feteret Primadonna ved Kunst tilegne
sig. Den lange Hals bar Hovedet højt og frit, men hvor nydeligt
kunde hun ikke bøje det? Hun havde varm Lød som en Syd?
lænding, hendes mørke, glansfulde Haar sad glat og ærbart
under den lille Blondekappe, kun ved Tindingerne smuttede det
ud i allerkæreste smaa Sidekrøller, dem Franskmændene kalder
accouche=coeuvs!
Panden var høj og klar, de sorte Øjenbryn fine,