75 / 121
En M ajdag i 1939 fik jeg en lille laadden graapelset Ræveunge ude fra
Herstederne. Man havde prøvet at ryge hele Rævefamihen ud af Graven,
med det Resultat at Hannen undslap og Hunnen og Ungerne blev kvalt
und tagen den m indste af dem, som havde gemt Snuden i Moderens
Pels og paa den Maade undgaaet Røgforgiftningen.
Vi havde Ræveungen i nogle Maaneder, og den blev saa tam , at vi
kunde slippe den løs i Haven om Morgenen og hente den ind igen om
Aftenen. Somme T id e r vilde den ikke til Køjs paa samme T id som vi
andre og holdt sig skjult inde under M irabelhækken. Men vi kendte
Mikker. E t Hønsehoved bundet i en Snor var mere end den kunde staa
for. Den bed straks paa, og saa kunde vi trække afsted med den, for
M ikker gav aldrig Slip paa et Bytte. Hvor den var henne om Dagen,
vidste vi som Regel ikke; men af og til meldtes der om en Ræv fra
de nærmeste Villahaver. Engang var M ikker væk en hel Uge; men det
maa have knebet for den at skaffe sig Føden, for den var blevet
mager som en Harve, og da den kom hjem , aad den Leverpostej
mad og drak Mælk, saa man kunde se dens Maveskind udspiles under
M aaltidet.
Da Sommerferien kom, og vi skulde ud at rejse, maatte vi skille os
af med Mikker. Der var mange, som gerne vilde overtage den, men vi
regnede med at handle i dens Aand ved at skaffe den en Ansættelse som
Avlsdyr paa en Rævefarm.
U nder den svære Isvinter, nærmere betegnet: den 14. Feb ruar 1940,
luskede der et Par forsultne røde Ræve rund t omkring et Hønsehus
i Søborg, ikke langt fra G rundtvigskirken. De var nok kommet fra