322 / 390
Sokrates’s anklager.
311
Man kan stille ørkesløse sporsmål i mængde: hvorfor har
Xenofon ikke fundet det nødvendigt at anføre navnene Meletos,
Anytos og L ykon1)? Hvad hed den eller de, som bragte ham
meddelelse om processen? Hvad bevægede ham til at udgive
erindringerne
i den form og på den tid, han udgav dem (vi
kender vel at mærke ikke engang dette tidspunkt) ? Hvem
dølger sig bag udtrykket »som nogle både skriver og siger om
Sokrates« (I, 4, i ) 2)? Hvorledes kunde Meletos ifølge sine egne
åndelige forudsætninger og den samtidige folkestemning i Athen
benytte Alkibiades og Kritias til at anklage Sokrates for at virke
i statsfarlig retning? — Just det, at man har indblandet disse
eller lignende sporsmål i undersøgelsen, har forplumret op
fattelsen. Det er vor pligt at oplyse, hvad der kan klares og
oplyses, men det er også vor pligt at tilstå vor uvidenhed i
punkter, vi ikke kender til. A t drøfte slige sporsmål vidt og
bredt er, for at slutte med et ord af Sokrates, at bilde sig selv
og andre ind, at vi kender noget til ting, hvorom vi i virkelig
heden intet v ed 3).
') Meletos’s navn findes forst henimod slutningen af
erindringerne
(IV , 4,
4. IV , 8, 4) i partier af værket, som åbenbart ikke skriver sig fra Xenofon,
men fra en senere interpolator.
2) D et er muligt, at Xenofon her bl. a. sigter til Polykrates. Noget bestemt
kan ikke siges herom på grund af de s. 304 note 1 fremførte kronologiske
betænkeligheder. Men hvorledes dette sted kunde tages til indtægt af
dem, der mener, at anklageren er Polykrates, er aldeles ufatteligt.
3) M in bestemte afvisning af den i nyere tid fremkomne opfattelse af det
andet kapitel i Apomnemoneumata må ikke opfattes som et tegn på, at
jeg i det hele (som f. ex. Breitenbach) m isbilliger den »nyere kritiks«
arbejde med dette værk, hvo rtil Cobet, D indo rf og Schenkl hver på sin
vis har bidraget meget. Jeg har tvæ rtimod den overbevisning, at den
nyere k ritik (Krohns skrift ser jeg bort fra og henviser angående det
til
H ø ffd in g s
dom i N ordisk Tidsskrift for F ilo lo g i N. R. 3. Bd.) på mange
og væsentlige punkter forst har skabt grundlaget for den rette forståelse
af Xenofons bog. Men påvisningen heraf hører ikke herhen.