36 / 390
Borchs kollegiums historie.
25
tækning; men da regnskabsbogen stedse anfører betydelige ud
gifter til blytækkeren og for 1 7 1 7— 18 udtrykkelig »En Kaaber-
plade til taget 4
5
%
9 /3«, og da der endelig efter ildebran
den 1728 på brandstedet samledes ikke mindre end 3 s k ® , 1 1 ®
6 ® = 982 ® forbrændt kobber, kan der ikke være nogen tvivl
om, at kollegiet har været k o b b e r t a k t . Det gav bygningen et
vist monumentalt præg, og skønt det nogle gange måtte repareres,
var det dog såre lidt i sammenligning med datidens mådelige
tegltage1 ). Kollegiet havde 10 vinduer i nederste stokværk, 12
i de to øverste, uden murede rammer eller anden prydelse;
men Bergendal roser dem, fordi de var store, så det fulde dags
lys kunde trænge ind. Ud til gaden var de i stue-etagen for
synede med udvendige skådder; disse »Collegii Vindue Skræer«
skulde tjeneren lukke op om morgenen og i om aftenen »paa
den Tid, som Ephorus det ordinerer«. Midt på bygningen var
der en stor rundbuet p o r t med dør i og liséner på siden;
ovenover var indmuret den samme tavle med »Collegium Me-
diceum« og året 1691, som endnu findes der. Over porten til
gården lod Povl Vinding 1707 sætte en sten med forgyldt ind
skrift, et vers til ære for den afdøde ven-). Også denne sten
hører til det lidet, der er bevaret fra det første kollegiums tid;
endnu kan man fra haven læse Vindings vers, hvorved han
udtaler, at om end Borch ikke har villet, at kollegiet skal
kaldes efter ham, skal hans navn dog aldrig glemmes:
Borrichii, domus hæc qvamvis Medicea vocetur,
in muto nescit marmore fama mori.
P. V.
Gik man ind ad porten, kom man ind i »den udmærkede
f o r h a l , hvis glatte vægge med de hugne sten man først matte
beundre«3). Dette rum har været helt forskelligt fra det nu-
')
Baden
, Univers, journ.
1797
s- J I
7
i jff* f°r en tidligere tids ved
kommende
Mejborg
, Borgerlige huse, særlig Københavns professorresidenser
1540— 1630 (Kbhvn. 1881) s. 27 2) Regnsk. 1707—8. 3)
Bergendals
Pane-
gyricus 29 f. . . . inferius primum venientibus intro — Atria leeta patent, qvæ
cæsis lævia saxis — Mirari incipias.