FraGamleKongensKjobenhavn

kongen af ©luproerne trufne op i SSaaben. IRigtignof gjorbe ©arnerne

iffe be bebfte SØftner til be af SSanbet brtjppenbe ©jcefter, fom SBaaben

faa uøentet Ijaobe faaet, men Seltagelfen uar bog alminbelig. Sen

lille s$ige laa uben Seøægelfe, fun bet fagte Stanbebræt toifte, at ber

oar Sit), kongen gao SBefaling til tjurtigt at lanbe paa ben lille £>meb

bet finefiffe St)ft£>u§, ber oar i 9iccrf)ebcn, og ber biet) SSarnet baaret

op, meben§ kongen meb et $in! bob mig at følge efter. „Set er

altfaa Sig, ber Ijar frelft ©arnet," fagbe kongen, ibet t)an tog mig

unber -£>agen, „bet oar flinft, bet oar fmult gjort. £>øab Ijebber Su,

Ijøem ere Sine gorælbre, ere be fyer?1' Seg Dar faa foroirret, at jeg

næppe funbe fimre. Sften bog fattebe jeg mig hurtigt og gao kongen

ben forlangte 23effeb. „Set er gobt — bet er gobt," foarebe kongen,

„Su er en flin! Sreng — Su ffal fjore fra mig."

Sen lille ^ige oar imiblertib fommen fig ganffe, og en Slbjubant

bleo beorbret til at føre oé>i en Saab tilbage til 93rebben, h^or mine

gorælbre og ^Sigen§, font nu Oare fomne tilftebe, meb 9@ngfteligt)eb

oentebe paa oS. 3Si bleOe mobtagne meb Subetraab fra ben forfamlebe

9ftængbe, og Se fan øel tænfe Sem, at gaber og 9Jcober meb Xaarer

i Øinene omfaOnebe mig, men bog ffænbenbe libt ooer min $or=

øooenljeb. Snben Slbjubanten forlob

, fpurgte l)ait om Oor 23opæI

og l)an forlob os>, efter at f)art øenlig Ijaobe taget Slfffeb fra mine

gorælbre og mig.

Seg maatte fortælle og atter fortælle, l)Oab ber oar foregaaet

mellem mig og ben fjære konge, og Ijans Søfte om, at oi ffulbe

høre fra fjant, gao naturligoiå Slnlebning til mange gonnobninger.

Ser gif flere Sage, og oi troebe nceften, at 23egiOenf)eben iffe oilbe

Ijaoe nogenfoml)elft gølge, og at kongen, fom Ijaobe faa meget

Slnbet og Rigtigere at tage SSare paa, Ijaobe forglemt o§, 9Ken paa

en ffjøn Sag inbfanbt ber fig Ijoå o3 en fframmereret Safai meb