83 / 203
H E NN I N G V A L E U R L A R S E N
»N aar det suser i de nøgne Grene,
og det drypper langs Kapellets M ur,
og hver Smaafugl flakker om alene,
gaar jeg —ene —her m in A ftentur.
Jeg h a r kendt fra Barnsben denne Have,
kendt hvert G itter og hver Hængeask,
kendt hvert Navn paa disse gamle Grave,
— E duard Storm, Poul Møller, Rasmus Rask.
T it jeg med m in F a’r har m aattet vandre
ru ndt herinde, m aattet stille staa
ved en død —men længst blandt alle andre
ved den mørke Hæk, hvor Bødtcher laa.
Før jeg vidste, hvad det var a t male,
var som Navn paa Grav Jens Juul mig nær,
og ved O luf Brøndsted hørte tale
første Gang jeg om, hvad Græsk var værd.
Jeg h ar levet her i disse Gange
Fædres Liv, før m it var halvt begyndt,
lyttet andagtsfuld til fjerne Sange,
Skønhed for en svunden T id forkyndt.
A ar er svundne — andre bragt til Graven,
Mænd, jeg selv h ar kendt, blev gemt i Jord,
Julius Lange fik sin Plads i Haven,
mange, jeg stod nær, — m in egen Mo’r.
Jeg h ar staaet her ved V intertide,
set saa mangen Kiste bæres ud,
set dens Blomsterdække skælve, stride,
vejre Dødens G ru i V intrens Slud.
Aldrig voksed dog fra disse Hække
denne G ru ind i m in egen Sjæl,
jeg har læ rt fra Barnsben her at lægge
Vingekrans omkring den tunge Hæl.
Og jeg møder, hver Gang her jeg træder,
—hvordan saa m it eget Liv forløb, —
ved hver Grav m in Barndoms skære Glæder
. . . og saa smukt, som sprang de just af Svøb
.«119
80