106 / 173
Henne ved Væggen ligger i en Barneseng de t mindste Barnebarn,
ikke e t halvt Aar, dets Hud er revet op i Saar og Udslet, Ø jneno
klistrer a f Materie, de t hoster og sover u ro lig t. Der er næsten ingen:
a f de smaa Børn i Husene her, altsaa dem der er spæde, som kan
komme ud, de er syge hele Tiden og ligger i Sengen, og de t kan de
da heller ikke, siger den unge Mor, blive raske i den Løbesod, vi
ligger i her.
Løbesod! Hele Rummet lug te r præcist som udenfor. Det er ved
H jæ lp a f e t Mørklægningspapir, ophængt i en Snor, de lt i to a f
Hensyn til de sovende, og henne i Forstuens ene Hjørne lige inden
fo r Døren staar Løbesoden som en Vase a f Snavs, forgæves over-
kalket, fra Panel til Lo ft. Her hænger Kong Christian den Tiende og
Kronprins Frederik samt e t b rode re t M o tto :
M it Hjem er min Lykke.
— Men de t er meget værre inde hos Anton Hansen, siger den
unge Mor, herinde ved Siden af. Der er alle Børnene syge næsten
altid, den mindste har ligge t i Sengen de sidste Par Aa r. Der er seks.
Deres M o r er lige død.
Ja, de t er rig tig nok skrapt, siger den gamle Mor, a t de t her skal
være e t f r it Danmark. Det er da saadan en Elendighed, a t man
kunde ønske, man laa i Jorden. Der er ikke en a f os uden vi har
Hovedpine og gaar og b iir svimle.